≡ Menu

Betal kontant

Hvis du har svært ved at holde dig til det planlagte budget, så læs med her!

Gem plastikkortet langt væk og væn dig til at bruge kontanter!

Dette her gælder for alle, også dig! Du skal ikke bilde mig ind, at du aldrig har brugt mere end planlagt nede i Aldi eller lige købt en trøje mere i Hennes og Mauritz, eller købt en lækker parfume eller creme nede i Matas, da du skulle ned efter tandpasta.

Betal kontant

Betal kontant og spar penge

Hvis du er en af dem, der har tøj liggende i skabet med prismærker på, skal du ikke bare overveje at bruge denne metode. Du skal tvinge dig selv!

Hvorfor?

Det har en stor psykologisk effekt, når du betaler med kontanter. Det gør mere ”ondt” at skulle betale med pengesedler sammenlignet med at ”svinge” kortet igennem en maskine.

Kontanter er en super måde at stoppe dit overforbrug på! Det får dig til at tænke over dine køb, og bevidst tænke over, hvor meget du bruger.

Du vil være mere opmærksom på prisen og tænke dig en ekstra gang om, inden du køber noget unødvendigt.

Hvis du skal på shopping tur, så bestem dig for, hvor mange penge du vil bruge og hæv dem kontant og lad kortet ligge derhjemme. Så er du helt sikker på, at du ikke lige kommer til at købe de der par lækre sko, som du ikke havde planlagt at købe!

Sådan gør du

Beslut dig for, hvilke udgifter der fremover skal betales kontant. Dagligvare indkøb ligger lige til højrebenet. Hæv også kontanter, når du skal i byen, på café eller ud for at købe tøj. I det hele taget burde du ikke bruge plastikkortet, medmindre du bliver nødt til at købe varer på nettet.

Når du har lagt månedens budget, hæver du alle de penge du skal bruge til dagligvare indkøb for den kommende måned. Del måneden op i 4 uger og lav 4 konvolutter, hvor du gemmer kontanterne i.

Når en ny uge starter, henter du ugens konvolut og bruger KUN de penge, der ligger i den. Hvis der ikke er flere penge tilbage om fredagen, må du nøjes med at spise det, du har i køleskabet indtil mandag!
Hold nallerne væk fra næste uges konvolut, indtil mandag!

Hver gang du køber ind, så husk at få en kvittering. Kvitteringen skal lægges i en konvolut/ notes bog, så du kan se, hvad du har købt ind.

Det er ikke meningen at du skal sidde og se alle kvitteringerne igennem hver aften, men det giver fokus på at du skal tænke dig om, når du køber ind, og med det i baghovedet er der stor sandsynlighed for, at du styrer dig nede i butikken.

God fornøjelse!

 
{ 2 kommentarer }
{ 2 kommentarer… add one }
  • Tina Larsen 23. september 2014, 14:56

    Vil godt give en kommentar om at det er ikke alt uden for nettet som kan købes kontant. Jeg har bil som jeg er afhængig af for at passe mit arbejde, men der er ingen af de billige tankstation hvor jeg kan tanke kontant, så er nødt til at have kortet frem til det.

    Kan det evt. være en fordel at få en dieselkort? Ved fere stationer reklamerer med man kan spare 15% eller 25 øre pr. tank og sådan. Kan det være en fordel, eller løber det let løbsk for en så?

    • Berthel 25. september 2014, 08:29

      Hej Tina,
      Du kan betale med debetkort på tankstationer.
      Det kan du læse mere om i artiklen “Skal du bruge kontanter, kreditkort eller debetkort?“.

      Jeg vil ikke anbefale et kreditkort til brændstof, selvom der gives rabat. Det er det samme som at låne penge.

Skriv en kommentar