≡ Menu

Facts om RKI registret

Der findes 2 registre for dårlige betalere i Danmark, som virksomheder og det offentlige bruger til at registrere dårlige betalere.

Det er RKI og Debitor Registret. Disse 2 registre har samme formål, så i denne artikel har jeg valgt at skrive om RKI.

Du kan vælge at se positivt på en RKI registrering

Det kan føles stressende, men du kan istedet vælge at se positivt på en RKI registrering

De fleste får sved på panden og bliver tør i munden, når dette emne tages op, men sandheden er, at registrering som dårlig betaler ofte er en rigtig god idé!

I denne artikel vil jeg forklare konsekvenserne af, at være registreret i disse registre. Derudover vil jeg forklare, hvor længe dårlige betalere kan være registreret.

Jeg vil også advare imod banditter, der på nettet forsøger at lokke dig med lån, selvom du er registreret som dårlig betaler. Nogle tager også betaling for at rådgive dig om, hvordan du midlertidigt kan blive slettet i registret.

Hvis jeg nogen sinde møder disse personer, vil jeg inderligt håbe, at de har taget skridtbeskytter, skulderpuder, hjelm og tandbeskytter på!

RKI registret

RKI registret (tidligere Ribers) administreres af firmaet Experian. Det er Danmarks største register for dårlige betalere og bruges af virksomheder og det offentlige.

Stort set alle virksomheder der låner penge ud eller på anden måde giver kredit, er medlem af RKI.

Inden virksomheder yder kredit eller lån, tjekkes om personen er registreret i RKI.
Hvis du er registreret i RKI, kan du ikke få kredit eller lån hos virksomheder.

Virksomheder bruger RKI som sikkerhed for, at de ikke låner penge ud til dårlige betaler og ligeledes kan virksomhederne registrere dårlige betalere, hvis betalinger ikke overholdes.

I skrivende stund er der registreret over 221.000 danskere i RKI registret.

Kan jeg være registreret flere gange på samme tid?

Ja, det kan du godt. Hvis du f.eks. ikke har overholdt din betalingsaftale med to virksomheder kan begge virksomheder registrere dig. Du bliver dermed registreret to gange. En gang for hver gældspost. Hvis du har 2 lån hos den samme virksomhed, du ikke har overholdt betalingerne, vil du blive registreret 2 gange.

Hvor længe er jeg registreret?

Hver gang en kreditor registrerer dig i RKI er der to muligheder for at blive slettet.
Enten når du har betalt det skyldige beløb eller efter 5 år. Man kan nemlig højst være registreret én gang for den samme gældspost i max. 5 år. Alle RKI registreringer skal slettes efter 5 år. Uanset om gælden er betalt eller ej.

Når de 5 år er gået kan kreditor IKKE registrere dig igen for den samme gældspost.

Er der ikke en smart måde at komme hurtigt ud af RKI på?

Du kan KUN komme ud af RKI ved at betale gælden eller vente 5 år. Der findes ikke andre måder.

Flere steder på nettet er der nogle plattenslagere, der forsøger at lokke penge ud af dig ved at love, at de kan slette din registrering i RKI i en kort periode, så du lige kan nå at låne penge igen.

Jeg har talt med Kim Bach fra Experian og har besluttet ikke at beskrive den simple metode. På den måde undgår jeg at friste svage sjæle. Jeg tvivler desuden på, at  metoden er lovlig, men under alle omstændigheder vil jeg advare imod det og derudover er det moralsk forkasteligt.

Er du nu helt sikker på, at jeg ikke kan låne penge, selvom jeg er registeret i RKI?

Ja, det er jeg sikker på. Der findes dog nogle banditter, der prøver at bilde dig ind, at du godt kan låne penge trods registrering i RKI. Deres metode er ganske simpel.

For at ansøge om et lån trods registrering, skal du nemlig betale et ansøgningsgebyr. Når du så har betalt gebyret, vender de tilbage til dig med beskeden om, at du ikke kan låne penge alligevel. Gebyret får man ikke tilbage.

Så lad være med at falde for fristelsen.

Andre konsekvenser af registrering i RKI

Konsekvensen ved at være registreret i RKI er som sagt, at du ikke kan låne penge. Det er ikke lovligt for virksomheder at bruge opslag i registret til andre formål.

Jeg har dog tidligere hørt eksempler på, at nogle virksomheder har misbrugt det, selvom jeg ikke har dokumentation for det. F.eks. kunne det tænkes, at virksomheder tjekker job ansøgere i RKI, hvis stillingen er en ”betroet” stilling. Det kunne f.eks. være en revisor eller en anden type stilling, hvor medarbejderen har adgang til penge.

Om registret stadigt misbruges og i så fald hvor udbredt det er, ved jeg ikke.

Derudover kan du eksempelvis ikke:

  • Oprette et almindeligt mobiltelefon abonnement
    (I stedet vil jeg anbefale, at du vælger Telmore, CBB, Bibob, Lebara eller lignende)
  • Lease bil
  • Få kreditkort
    (Brug i stedet debetkort som f.eks VISA electron, Mastercard Direct eller Maestro. Disse debetkort kan også bruges i udlandet og på nettet)
  • Benzinkort
  • Kontokort
    (f.eks. Magasin, Ilva og IKEA)
  • Kontaktlinse abonnement i nogle forretninger
  • Internet abonnement hos nogle udbydere
  • Forsikringer med månedlige betalinger
    (I stedet skal der betales pr. kvartal, halvårligt eller årligt)

Hvordan fan… kan du anbefale at være registreret i RKI?

Ja, jeg ved det kan lyde lidt underligt. Sandheden er jo desværre, at du er kommet i RKI fordi du ikke har overholdt en betalingsordning eller betalt en regning. Det dummeste, man kan gøre, er at låne endnu flere penge for at betale de gamle lån. Det er skruen uden ende og med den strategi kommer du aldrig på fode igen.

At kunne låne penge er en fristelse for mange mennesker. Langt de fleste mennesker har desværre forbrugslån og reklamer i TV, radio og aviser bugne med reklamer om hurtige lån.

Når man er registret i RKI, er der ingen muligheder for at låne penge og dermed kan du ikke falde for fristelsen. Registrering i RKI er en slags garanti for, at du ikke optager forbrugslån.

Forbrugslån er en dårlig idé, så hvorfor ikke være registreret?

På nuværende tidspunkt er det desværre ikke muligt at lade sig registrere frivilligt i RKI registret. I Norge er det muligt. Jeg håber på, at den danske lovgivning snarest giver mulighed for, at frivillig registrering bliver mulig.

Hvordan kan jeg tjekke om jeg er registreret i registrene?

Du kan selv logge ind i RKI registret med NEMID og se om du er registreret. Det gør du ved at besøge deres hjemmeside “dininfo.dk“. Hvis du vil tjekke om du er registreret hos Debitor Registret, skal du kontakte dem. Se her hvordan.

Få styr på din gæld!

Hvis du er havnet i RKI eller Debitor Registret er det tegn på, at du har mistet overblikket over din økonomi eller at du har optaget for mange lån. For at komme ud af det, bør du straks få styr på din gæld og tage tyren ved hornene.

Hvis du har brug for hjælp til din gæld, så læs mere her.

 
{ 711 kommentarer }
{ 711 kommentarer… add one }
  • Laurids 27. oktober 2017, 14:03

    Hej
    Jeg har fået en gældsanering og har betalt min dividende, kan det passe at jeg skal stå i RKI i 2 år før at den bliver slettet

    • Berthel Lehmann 6. november 2017, 09:35

      Hej Laurids
      Jeg mener ikke, at du skal være registreret i 2 år, hvis du er gældfri.
      Kontakt evt. Experian, hvis du flere spørgsmål om dette.

  • Helle jensen 19. oktober 2017, 16:56

    Hej

    Jeg vil høre om jeg kan få et CVR nummer når jeg er registeret i RKI ?

    Mvh. Helle

    • Berthel Lehmann 23. oktober 2017, 14:00

      Hej Helle
      Jeg er ikke sikker, men jeg mener godt, at du kan oprette en virksomhed, selvom du er registreret i RKI.

  • Karina 18. oktober 2017, 19:51

    Hej. Når en bank tager udlæg i indskud til lejebolig, betyder det så at udlejer får besked på at lejer er registreret i rki og at lejer ikke må få et indskud tilbage, ved fraflytning? Pfh tak. Mvh Karina

    • Berthel Lehmann 23. oktober 2017, 13:56

      Hej Karina
      Udlejer får ikke at vide, at du er registreret i RKI.
      Men ellers er det rigtigt, at udlejer får oplyst, at evt. overskydende depositum skal udbetales til kreditor.
      Hvis der er penge tilbage efter kreditor har fået gælden dækket, får du disse penge udbetalt fra udlejer.

  • morten 16. oktober 2017, 21:59

    hej berthel. i 2009 var jeg så dum at optage et kviklån ved d.e.r jeg går så hen og mister mit job og ryger på kontant hjælp. hvilket jeg meddeler kreditor, her efter høre jeg intet fra dem og har ikke hørt noget fra dem i ca 8 år snart, kunne man tænkes at grunden til de ikke kontakter mig er at de har afskrevet gælden. det er heller ikke noget jeg er kommert i rki over. jeg ved der er noget med 10 års reglen men gælder den også ved dem.

    og tak for en god side

    • Berthel Lehmann 23. oktober 2017, 13:45

      Hej Morten
      Selv tak.
      Ja, regler vedr. forældelse gælder alle gældsposter. Denne gældspost kan dog tidligst være forældet efter 10 år.
      Jeg tvivler på, at de har afskrevet gælden. Det sker sjældent.

  • Eva Christensen 15. oktober 2017, 14:10

    Hvis man er registreret i rki for gæld til F.eks Leasy, Handelsfinans, bank m.v, har de så mulighed for tilbageholdelse i overskydende skat???

    • Berthel Lehmann 23. oktober 2017, 13:37

      Hej Eva
      Ja, men kun hvis du giver dem lov (skriftligt) eller hvis der tages udlæg i fogedretten.

  • Søren Rasmussen 2. oktober 2017, 17:31

    Hej.. skylder penge på et hus som røg på tvang for over 20 år siden . skylder stadig penge på nogen ejerpantebreve har været i fogderetten op til flere gange ang. dette hus. Er i RKI. Men samme kreditor har 3 gange registeret mig i RKI for samme glæd efter jeg har været ved i fogderetten. MÅ HAN DET. Er hver gang blevet erklæret insoulvent.

    • Berthel Lehmann 23. oktober 2017, 12:44

      Hej Søren
      De må kun registrere dig én gang i RKI for den samme gældspost.
      Hvis du f.eks. har 3 forskellige lån i banken, må de registere dig 3 gange.
      Du kan evt. klage til Datatilsynet.

      • Søren 30. oktober 2017, 15:34

        Hej. Mange tak for svar ..vil se på sagen og evt gå til datatilsynet.

  • Mia 1. oktober 2017, 12:38

    Kan jeg godt stå som ejer. Når jeg står i rki.. Har en gammel bil eller den er fra 2008. Og den er betalt ud.
    Hvis man indgår en aftale med dem man skylder kan de så godt slette en fra rki selvom man ikk har betalt det ud endnu det man skylder??? Eller sletter de først en når man har betalt det ud??

    Mvh mia

    • Berthel Lehmann 23. oktober 2017, 12:33

      Hej Mia
      Ja, du kan stå som ejer af en bil, selvom du er registreret i RKI.
      Hvis du indgår en ny betalingsaftale med en kreditor, kan de vælge at slette dig i RKI.
      Det har de dog ikke pligt til.

  • Michelle 29. september 2017, 13:39

    Hej.
    Jeg har været i Rio. Er blevet slettet herinde igen , men nu har jeg fået en fin besked :
    Du har stadig gæld, som ikke er betalt. Du skal være klar over at din sag kan ende i retten.

    Såfremt du gerne vil undgå retten og de ekstra mange omkostninger, der vil blive pålagt, bedes du indbetale din gæld nu, via nedenstående link.

    Kan det passe? Må de det ?

    • Berthel Lehmann 23. oktober 2017, 12:30

      Hej Michelle
      Ja. De må indkalde dig i fogedretten, hvis du ikke har overholdt din betalingsaftale.

  • kristian 26. september 2017, 19:43

    hej først var jeg reg for noget i rki i 5 år, nu har de reg mig for det samme i dbt reg , må de godt det ? hvis de ikke må hva kan jeg så gøre for og få dem til og slette mig i dbt igen? venlig hilsen kristian

    • Berthel Lehmann 23. oktober 2017, 12:21

      Hej Kristian
      Jeg mener ikke at de må registrere dig i RKI først og derefter i Debitor Registret for samme gældspost.
      Du kan klage til Datatilsynet.

  • Seimis 25. september 2017, 11:39

    Hej Berthel Lehmann

    Som jeg kan forstå forældes en gæld efter x antal år, lad os antage 10 år i min situation.
    Inden for de første 10 år antager vi, at jeg er registreret i RKI i 5 år og kommer ud efterfølgende.
    Vi bevæger os mod de 10 år hvor forældelsesfristen nærmer sig hvor jeg fra starten af de 10 år ikke har betalt en rød reje. Kreditor vil ikke have gældes forældes hvorfor de kræver gældsposten fornyet yderligere med 10 år enten via. min underskrift eller rettens vej, hvorefter den bliver fornyet.
    Kan man registreres i RKI igen i maks. 5 år, for den nu “nye gæld” som nu har fået en ny forældelsesfrist og sikkert også et nyt låne nr.?

    • Berthel Lehmann 23. oktober 2017, 12:19

      Hej Seimis
      Nej. Du kan kun blive registreret i RKI én gang i 5 år for den samme gældspost.
      Heller ikke, selvom den har fået nye lånenummer osv.

Skriv en kommentar