≡ Menu

Flov over din gæld?

Gæld er et tabuemne i Danmark og derfor holder mange det hemmeligt overfor familie og venner. Hvis du har en stor gæld, kan du helt sikkert genkende tankerne i denne artikel. Forbered dig på en følelsesmæssig tur i rutchebanen!

Kan du genkende disse tanker?

Gælden har taget over, og du kan ikke længere se lyset for enden af tunnelen. Du har mistet overblikket og ved, at du bliver nødt til at tage action for at få styr på din gæld og melde klart ud til dine kreditorer, hvordan din situation er.

Du er træt af de samme negative tanker og følelser af at være flov, en fiasko og ikke at kunne overholde dine aftaler og betale dine regninger til tiden. Du er en intelligent person, og hvordan kan det være, at du ikke har styr på din økonomi? Det er flovt, og du forsøger at skjule det over for din omgangskreds.

Du kender dine indtægter og udgifter, men ved, at de betalingsaftaler, du har lavet med dine kreditorer, ikke holder i længden.

Er du flov over din gæld?

Er du flov over din gæld?

For at gøre dem tilfredse og få fred, har du lavet aftaler, du ikke kan overholde, hvis du samtidigt skal have råd til dine faste udgifter og øvrige leveomkostninger.

Du hutler dig igennem måneden med vished om, at næste måneds udgifter og afdrag ikke kan overholdes, men du ignorerer det og tænker, at det skal nok gå, selvom du udmærket ved, at du igen må udsætte betalingen af din telefonregning, el regning og samtidig håbe på, at kreditorerne viser dig nåde.

Endnu engang bliver det den første i måneden, hvor din indtægt tikker ind på din bankkonto. Bare tanken om at logge ind på din netbank giver dig dårlige mavefornemmelser.

Du ved, at hvis du lavede den kommende måneds regnestykke og skulle overholde dine aftaler, ville du ikke have penge nok til at leve for.

Du ved, at du burde lave et budget og prioritere, hvilke regninger, der skal betales, så telefonen ikke bliver lukket, eller så du ikke bliver indkaldt til fogedretten, fordi kreditor ikke vil acceptere, at du endnu engang ikke har overholdt din månedlige betaling.

Så bliver det sommer. Hvor skal du på sommerferie? Du har ikke sparet op og har ikke råd. Du føler, at din gæld er vokset dig så meget over hovedet, at du alligevel ikke kan se en udvej, så du tænker: ” En sommerferie til 5-10.000 kr. fra eller til. Hvad betyder det, hvis jeg alligevel er så håbløst forgældet?”

[adrotate group=”31″]

Spiser du bankens juleand?

Juletiden nærmer sig. Du ved, at du burde have lavet en ”Juleopsparing” for at undgå, at du endnu engang skal tænke over, hvordan du skal få råd til julegaver, brunkager, adventskrans og juleanden. Du ved, at julen burde være en hyggelig tid, men julehumøret ødelægges ved, at økonomien igen i denne jul er håbløs.

Spiser du bankens Juleand?

Spiser du bankens Juleand?

Juleanden, der er købt for lånte penge, smager bare ikke lige så godt som den, du selv har sparet op til. Tænk engang.

Du sidder faktisk og spiser en juleand, der ejes af banken! Nej, den smager altså bare ikke ligeså godt! Kan det virkelig være rigtigt, at jeg ikke selv har råd til at købe en and???

Julegaverne er også købt for lånte penge. Tænk at købe julegaver for lånte penge. Hvad ville din familie sige, hvis du var helt ærlig?

”Mor, jeg håber du er glad for din nye sweater. For at kunne købe den til dig, har jeg måtte tage et lån, som jeg skal afbetale på i mange måneder. Jeg betaler 18% i rente og min gave til dig er betalt af om 6 måneder”
Hm… tænk lige over den.

Bare lige et sidste lån!

Hvis du kan, tager du endnu et lån. Måske vil banken ikke låne dig penge, så du låner endnu engang penge af din familie. Bare lige en sidste gang. Lånet giver dig en periode med ro. Du har brug for ro… et pusterum. Hvis du bare lige denne absolut sidste gang kan tage et lån. Så får du råd til at betale de mest presserende regninger og har penge til at holde ferie eller købe julegaver og juleanden er i hus.

Bare lige denne sidste gang… så skal jeg nok få styr på det hele!

Hvorfor er du ikke blevet klogere? Det er sgu da utroligt!!!

Det er jo den samme onde cirkel hele tiden. Samme mønster gentager sig hver måned, hver sommer og hver jul. Du har flere gange aftalt med dig selv, at nu skal det være! Nu skal du have styr på tingene! Nu skal der laves et budget, en opsparing til sommerferie, jul og andre mærkedage og en lille opsparing til uforudsete udgifter og så videre. Så skal du have styr på det, så du ikke igen og igen skal hutle igennem hverdagen.

Postbuddet kommer endnu engang forbi din postkasse. Du har fået et rigtigt dårligt forhold til din postkasse. Hver gang du åbner den, holder du vejret og håber på, at der ikke er kommet et brev fra fogedretten, en sur kreditor, der vil have alle sine penge nu eller andre dårlige nyheder.

Du ved det! Konsekvenserne kommer!

En dag kommer konsekvenserne af din dårlige økonomi. Du ved, at du en dag får brev fra en sur kreditor eller fogedretten. Du overholder ikke dine aftaler og på et tidspunkt går den bare ikke længere.
Du håber bare på, at det ikke er nu. Du skal bare lige have lidt mere tid, så skal du nok få styr på det! Inderst inde ved du godt, at du har lovet dig selv at få styr på det flere gange, men ikke fået det endnu.

Du kender ikke konsekvenserne, du stikker hovedet i busken, men lover dig selv, at du nok skal få styr på det. Næste weekend… den næste første… – du skal nok få sat tid af til at få styr på din økonomi. Bare ikke lige nu.

Dårlige undskyldninger

Hver gang du kommer i tanke om din økonomi, kæmper dine tanker en brav kamp for at finde undskyldninger for at udsætte planlægningen eller udsætte tidspunktet, hvor du skal tage dig sammen og få lagt en plan for at få betalt din gæld.

Undskyldningerne er mange, og jo flere og bedre du finder, jo bedre får du det med dig selv.

Drop de dårlige undskyldninger

Drop de dårlige undskyldninger

”Det skal ikke gå ud over mine børn, at jeg ikke har styr på min økonomi, så vi tager på sommerferie”

”Mine børn skal have dyre julegaver. De skal have ligeså dyre gaver, som de andre i skolen. Det skal ikke gå ud over dem, at jeg ikke har styr på min økonomi”

”Jeg er alligevel så forgældet, så et lån på kr. 10.000,- ikke betyder noget i det store hele”

”Jeg køber en ny mobiltelefon, selvom jeg ikke har råd. Jeg kan alligevel ikke overholde min afdragsordning med mine kreditorer, selvom jeg ikke købte den”

”Jeg betaler ikke mine afdrag. Min gæld er alligevel håbløs, og snart får jeg gældssanering, og så er hele problemet løst”.

At tabe ansigt

Det er nok den største frygt. Du er flov over din situation. Du ved, at du selv er 100 % ansvarlig for din situation. Din familie, venner og bekendte har alle styr på økonomien, men du har klokket i det!

”Er man et intelligent menneske, har man styr på sin økonomi.”

At tabe ansigt er det værste

At tabe ansigt er det værste

Du er jo selv intelligent, så hvorfor har du ikke styr på det? Hvis din omgangskreds vidste det, ville de se ned på dig og tænke dårligt om dig. Du vil gerne have, at omgangskredsen opfatter dig som en person med styr på tingene og en person med succes i livet.

Du hader tanken om, at skulle finde på dårlige undskyldninger, når du inviteres ud med andre på restaurant eller på en shoppingtur. Hvad skal du sige til dem?

Så er det NU!

Nu skal det være slut med alle de dårlige undskyldninger over for andre og dig selv. Nu skal der tages fat, for NU vil du ikke længere lade alle de negative tanker og uvisheden styre dine tanker, humør og liv.

Nu har du fået mod til at komme i gang med at tage ansvar for dig selv og din familie.

Lige nu! Ikke i morgen!

Vent ikke. Gå igang nu!

Vent ikke. Gå igang nu!

Inden du går i gang med de praktiske tiltag for at få styr på din økonomi, er det vigtigt, at du ændrer hele din indstilling til økonomi. Nu er det slut med dårlige undskyldninger, og nu er det slut med at tage flere lån!

Kæmp mod fristelserne og planlæg din økonomi hver måned. Nu skal du lave et budget, der skal overholdes.

Du skal glæde dig til at se budgetskemaet igennem hver måned med vished om, at du har overholdt dine betalingsaftaler, fået betalt dine regninger til tiden og har nok penge til at betale faste udgifter og afdrag til kreditorerne.

Tag ansvar og bliv respekteret

En ting er at få styr på gælden og have et godt budget, så du får en stabil økonomi. Det er også vigtigt, at du ikke længere skjuler over for din familie og omgangskreds, at du nu tager et økonomisk ansvar.

Du har sikkert en klump i halsen lige nu, og tænker, at det gør du bare ikke!

Men hør nu her…
For at få økonomisk frihed, må du ændre dine vaner. Den eneste måde at undgå dårlige undskyldninger på, er at være ærlig.

Forestil dig, at din omgangskreds kender til din økonomiske situation og tager hensyn til det. De er imponeret over, at du er åben og tager fat for at få styr på det. De vil ”tage hatten af” for dig, for din ærlighed og støtte dig.

Det vil også give dig muligheden for at tale om økonomi og derigennem få støtte i svære tider og gode råd f.eks. om, hvordan man kan spare.

For bedre at illustrere det, vil jeg vende situationen om:

Forestil dig, at din veninde en dag inviterer dig hjem til middag. Hun har gjort meget ud af det og forberedt en hyggelig aften. Efter maden sætter hun kaffe over og siger, at hun gerne vil tale med dig om noget personligt.

Hun fortæller dig, at hun i en periode har levet over evne og nu har indset, at hun bliver nødt til at tage ansvar. Hun fortæller, at hun nu har lavet et stramt budget og en plan for, hvordan hun hurtigst muligt kan få betalt sin gæld, så hun kan få økonomisk frihed.

Det betyder, at hun ikke vil kunne tage med på alle shoppingture, ikke tage med ud og spise så ofte, og at hun bliver nødt til at være økonomisk ansvarlig.

Hun foreslår, at I og vennerne kan mødes privat og skiftes til at købe ind og lave mad. Det er en mindst lige så hyggelig måde at være social på, og det at lave mad sammen og drikke et glas rødvin ved madlavningen slår alt!

Hvordan ville du reagere, og hvad ville du sige til hende?
Jeg er sikker på, at du ville respektere hende for hendes ærlighed. Desuden ville du vide, at hun er en sand veninde, der stoler på dig og stoler på, at du respekterer hende og støtter hende fremover. Jeres forhold vil blive mere intenst, da hun har ”blottet” sig for dig og været åben og ærlig.

Fortæl om din gæld

Fortæl om din gæld

For hende er du en ”sand” veninde.

Ville du ikke gøre alt for at støtte hende fremover? Ser du hende ikke som en person, der tager ansvar for sit liv, og tager action, når det kræves? Ser du hende ikke som en ærlig og oprigtig person, som du er glad og stolt over at have som veninde?

Jo, det tænkte jeg nok!

Vend nu situationen om og sæt dig i hendes situation! Det er en win-win situation, der gør venskaber og forhold bedre, samtidigt med, at du får støtte og ikke behøver være nervøs for, hvad du skal sige næste gang, din økonomi begrænser dig.

Hvis din veninde ikke kommer til at føle et mere nært forhold til dig med mere fortrolighed, så er det også en win-win situation. Så ved du nemlig, du ikke behøver at spilde mere tid på hende og kan bruge mere tid på dine rigtige veninder!

Det kan da ikke blive meget bedre!

Tænk engang, din ellers så ”flove” situation er nu vendt, og situationen har gjort, at du får et bedre forhold til din veninde!

Så vær åben og ærlig! Det betaler sig!

Abonnér
Giv besked når

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments
{ 0 comments… add one }