≡ Menu

Hvad kan der IKKE tages udlæg i?

Udlæg

Nogle ting og værdier er fredet eller delvist fredet for udlæg i fogedretten og hos pantefogeden (SKAT).

I denne artikel vil jeg gennemgå de ting, som der normalt IKKE kan tages udlæg i.

Vær opmærksom på, at udlæg vurderes individuelt af en foged og derfor er de nævnte retningslinjer generelle. Der findes nemlig værdier, som der i nogle tilfældes kan tages udlæg i, men i andre tilfælde IKKE kan tages udlæg i.

I denne artikel kan du læse om udlæg i:

  • Boliginventar (Opretholdelse af et beskedent hjem)
  • Bil
  • Kontanter (rede penge)
  • Indestående på konti
  • Depositum (lejebolig)
  • Kæledyr
  • Gaver
  • Værdier med affektionsværdi
  • Personskadeerstatning (Udbetalinger ved kritisk/ livstruende sygdom)
  • Feriepenge

Hvad betyder ”Udlæg”

Udlæg betyder, at kreditor kan forlange at den værdi, der er foretaget udlæg i, sælges på auktion, så kreditor kan få sine penge. Dog med visse undtagelser. Kreditor kan dog godt tage udlæg i værdier, uden at sætte det på auktion.

Udlæg i boliginventar (Opretholdelse af et beskedent hjem)

Citat fra Retsplejeloven § 509:
”Udlæg kan ikke foretages i aktiver, bortset fra fast ejendom, der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand”

Det er ikke særligt præcist og derfor er det fogeden, der vurderer, hvad der er ”et beskedent hjem og en beskeden levefod”.

Udlæg i boliginventar

Der kan normalt ikke tages udlæg i alm. boliginventar

Normalt er følgende værdier ”fredet” for udlæg:

  • Tøj
  • Møbler
  • Malerier
  • Hårde hvidevarer
  • Køkkeninventar
  • Elektronik
    (TV, mobil, radio, CD, PC osv.)
  • Cykler/ knallerter
  • Personlige hjælpemidler
    (der er nødvendige pga. sygdom)
  • Visse aktiver til en værdi under 3.000,-
    Citat fra Retsplejeloven § 509, stk. 3:
    ”Udlæg kan ikke foretages i aktiver af indtil 3.000 kroners værdi, som er nødvendige til skyldnerens eller hans husstands erhverv eller uddannelse”
Undtagelser
Ovennævnte værdier er normalt ”fredet” for udlæg, men hvis du f.eks. har en pels til 40.000,- er den ikke fredet, selvom det er ”tøj”. Det samme gælder hvis du har særligt værdifulde møbler, malerier, ægte tæpper, elektronik osv.

Der findes ikke nogle faste beløbsgrænser for, hvornår en værdi er særligt værdifuld eller ej. Det er helt og holdent fogedens vurdering, der tæller.

Udlæg i bil

Udlæg i bil

Hvis din bil er købt og betalt gælder andre regler, end hvis din bil er købt på afbetaling med ejendomsforbehold.

Hvis bilen er købt og betalt
Der kan som hovedregel tages udlæg i din bil, hvis du ejer den og den er købt og betalt.

Udlæg kan foretages, men kan beskyttes mod tvangssalg hvis:

  • Den er nødvendig for at kunne passe dit arbejde
    (F.eks. kørende sælger eller ringe mulighed for brug af offentlig transport)
  • Andre særlige behov
    (Det kan f.eks. være, hvis du har et barn, der ikke selv kan komme i skole den offentlige transport eller et psykisk sygt barn, hvor transport med det offentlige ikke er en mulighed.)

Udlæg kan IKKE foretages og bil er beskyttet mod tvangssalg hvis:

  • Handicap
    (Hvis bilen f.eks. er indrettet særligt efter dine behov)
Igen gælder det, at der er undtagelser. Du kan f.eks. ikke sikre din bil mod udlæg, hvis den er særligt værdifuld.

Bemærk! Der kan kun tages udlæg i en bil, hvis du er registreret som ejer af bilen i Motorregistret. Hvis du kun er bruger af bilen og ikke ejer den, kan der IKKE tages udlæg i den.

Hvis bilen er købt på afbetaling med ejendomsforbehold
Hvis du har købt din bil på afbetaling med ejendomsforbehold, kan kreditor tage udlæg i denne, MEN den er normalt ”fredet” for tvangsauktion, så længe bilen ikke er betalt ud.

Når bilen er betalt ud gælder reglerne for udlæg ”Hvis bilen er købt og betalt”.

Læs mere om udlæg i bil.

Udlæg i kontanter (rede penge)

Der kan tages udlæg i dine kontanter, medmindre de er ”øremærket” til nødvendige udgifter eller ikke er dine.

Dog skal fogeden sørge for, at du har nok penge tilbage, så du kan betale for nødvendige udgifter og leveomkostninger som f.eks. mad og lignende indtil næste gang du får udbetalt penge.

Bemærk!
Der kan IKKE tages udlæg i penge, der ikke er dine! Det gælder også, selvom du har dem i lommen. Hvis du f.eks. holder dem for en bekendt.

Det kan ske, at du bliver bedt om at tømme dine lommer og pung for kontanter. Hvis det vurderes, at du har for mange, kan der tages udlæg i pengene.

Udlæg i indestående på konti

Ligesom kontanter kan der tages udlæg i penge på dine konti. Dog skal fogeden sørge for, at du har penge nok til nødvendige leveomkostninger indtil din næste udbetaling.

Fælleskonto
Hvis du har fælleskonto med f.eks. din ægtefælle eller kæreste, går fogeden ud fra, at halvdelen er dine. Derfor kan der tages udlæg i din halvdel, medmindre du kan bevise, at de fleste eller alle pengene er din kærestes/ ægtefælles.

Udlæg i depositum (lejebolig)

Udlæg i depositum

Kreditor kan tage udlæg i dit depositum hos udlejer

Kreditor kan tage udlæg i dit depositum hos udlejer.

Hvis der tages udlæg i dit depositum, kan kreditor tidligst få pengene den dag, lejemålet ophører.

Du bliver altså ikke smidt ud af lejemålet, men når udlejer skal udbetale depositummet tilbage ved ophør af lejemålet, får kreditor pengene.

Inden kreditor får udbetalt depositummet, fratrækkes evt. udgifter som udlejer kræver ved fraflytning. Det kan f.eks. være malerarbejde osv.

Udlæg i kæledyr

Der kan normalt IKKE tages udlæg i almindelige kæledyr.
Så hvis du har en hund, kat, marsvin eller lignende, kan du være ganske rolig.

Udlæg i gaver

Kreditor kan godt tage udlæg i gaver, MEDMINDRE giveren, da gaven blev givet, bestemte, at udlæg ikke kan foretages.

”Båndlæggelse af gaver”, som det hedder, er ikke lovreguleret og kan derfor ske både skriftligt og mundtligt.

Udlæg i værdier med affektionsværdi

Udlæg i værdier med særlig personlig betydning

Normalt kan der IKKE tages udlæg i værdier med særlig personlig betydning

Der kan normalt IKKE kan tages udlæg i værdier med særlig personlig betydning, MEDMINDRE det vurderes at værdien er så høj, at det er urimeligt at kreditor ikke kan tage udlæg.

Værdier med affektionsværdi/ særlig personlig betydning kan f.eks. være sportspræmier, smykker, arvegods osv.

I Retsplejeloven § 515 står der:
”Udlæg kan IKKE foretages i genstande, som har en særlig personlig betydning for skyldneren eller medlemmer af hans husstand, medmindre genstandene har en sådan værdi, at det ikke findes rimeligt at holde dem uden for fuldbyrdelsen af fordringshaverens krav.”

Eksempel på undtagelse:
I en sag fra 2012 tog en pantefoged udlæg i 3 guldsmykker til en samlet værdi af ca. 37.000,-, SELVOM det var arvestykker fra skyldnerens far.

Skyldneren klagere over udlægget og Vestre Landsret afviste udlægget i de 2 guldsmykker (samlet værdi: 7-8.000,-), men ”godkendte” udlægget i det sidste guldsmykke (værdi ca. 30.000,-).

Bemærk! Det er skyldneren, der skal dokumentere, at værdien har særlig personlig betydning, for at undgå udlæg.

Udlæg i personskadeerstatning
(Udbetalinger ved kritisk/ livstruende sygdom)

Der kan IKKE tages udlæg i udbetalinger ved personskadeerstatning og ting købt af udbetalingen, hvis du tydeligt holder dem adskilt fra dine andre penge.
Derfor bør du indsætte din erstatning på en særskilt konto for at undgå tvivl.

Citat fra Retsplejeloven § 513:
” Udlæg kan ikke foretages i erstatning for invaliditet eller tab af forsørger eller i godtgørelse i forbindelse hermed, hvis beløbet tilkommer skadelidte eller den, som har mistet en forsørger. Er beløbet udbetalt, kan udlæg dog ske, medmindre summen ved indsættelse på særskilt konto i bank eller sparekasse eller på anden måde er holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue. Tilsvarende gælder om renter og udbytte af kapitalen.”

Der kan heller IKKE tages udlæg i ting, som du har købt for disse penge.

Det er dog en betingelse, at du holder pengene adskilt fra din øvrige formue, og at det er tydeligt, at købet er foretaget med penge fra erstatningen.

Udlæg i feriepenge

Udlæg i feriepenge

Der kan normalt IKKE tages udlæg i feriepenge, før de er udbetalt

Der kan normalt IKKE tages udlæg i uhævede feriepenge.

Det vil sige, at så længe du ikke har fået udbetalt feriepenge, kan der IKKE tages udlæg i dem.

Citat fra Ferieloven § 4:
”Aftaler om overdragelse af feriekort og feriekontobeviser er ugyldige, ligesom feriekort og feriekontobeviser ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning.”

Udbetalte feriepenge
Når feriepenge udbetales, kan kreditor tage udlæg i dine feriepenge.
Dog skal der tages hensyn til, at du har penge nok til at dække almindelige leveomkostninger.

Undtagelser
Undtagelsen til hovedreglen er, at hvis ferieåret hvor feriepengene skulle være brugt er udløbet, så kan der foretages udlæg.

Spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål om der kan tages udlæg i bestemte værdier, kan jeg ikke svare dig, da det er en individuel vurdering af fogeden. I denne artikel omtales udlæg i al almindelighed.

 

 
{ 132 kommentarer }
{ 132 kommentarer… add one }
  • Birte Pedersen 9. november 2017, 00:34

    Hvis en person har taget et lån uden sikkerhed i et af de gængse udlåner virksomheder, som ikke er en myndighed, og ikke er en bank, og afdragene ikke bliver overholdt, kan fogden så tages udlæg i personens almindelige folkepension, d.v.s. hos en folkepensionist?

    • Berthel Lehmann 13. november 2017, 14:26

      Hej Birte
      Fogeden kan ikke tage udlæg i pension, der udbetales i fremtiden. Fogeden kan kun tage udlæg i de værdier, man har til selve fogedretsmødet.

  • jørgen 5. november 2017, 17:19

    kan fogeden gøre udlæg i ældrechekken.

    • Berthel Lehmann 6. november 2017, 10:26

      Hej Jørgen
      Jeg mener ikke, at der må tages udlæg i pension, før tidligst 3 måneder efter udbetalingen eller 3 måneder efter, at den kunne blive udbetalt.

  • Allan Olsen 31. oktober 2017, 20:41

    Hej…..
    Jeg skal i fogedretten her sidst i november. Jeg har en gammel bil, jeg har købt privat for ca 5 mdr siden for 4.500 kr og har kørt 430.000 km. Bilen skal synes til februar…. Mit spørgsmål er : Vil fogedretten have interesse i at tage/ pante i den..
    på forhånd tak Allan.

    • Berthel Lehmann 6. november 2017, 09:46

      Hej Allan
      Kreditor har ret til udlæg, men for det meste tager de ikke udlæg i en bil til under kr. 10.000,-.

  • Erik Peter 30. oktober 2017, 11:06

    Hej Berthel,

    tak for dit svar. Jeg er med på kreditor, får min del af salgsprisen, når og hvis grunden bliver solgt. Men kan kreditor gennemføre en tvangsauktion, når han intet udestående har med min kone?
    Med venlig hilsen

    • Berthel Lehmann 6. november 2017, 09:40

      Hej Erik Peter
      I princippet kan din halvdel sendes på tvangsauktion, men det sker sjældent.
      Der er ikke meget interesse i at købe 50% af en grund.

  • Charlotte 28. september 2017, 19:17

    Hej.
    Min kæreste og jeg står begge to på lejekontrakten til vores lejebolig. Det er mig der har betalt depositum og møbler. Da min kæreste har været i fogedretten idag lyder mit spørgsmål så om de kan gøre udlæg på depositummet og møbler når det er noget jeg har betalt og når jeg ikke har noget med hans gæld at gøre? Han fortalte dem derinde at det var mig der havde betalt depositum og de svarede dertil at så længe han også stod på lejekontrakten så må de godt gøre udlæg i depositummet. Har de ret til det? Og kan du evt. Henvise til en paragraf?
    Håber du kan hjælpe.
    Hilsen C

    • Berthel Lehmann 23. oktober 2017, 12:29

      Hej Charlotte
      Umiddelbart vil jeg desværre mene, at de har ret.
      Men hvis du kan dokumentere, at det kun er dig, der har betalt depositum, kan du evt. klage og se, om der tages hensyn til dette.

  • Erik Peter 25. september 2017, 07:45

    Hej,

    kan min kreditor gøre udlæg i en byggegrund, som jeg ejer sammen med min kone? Kreditor har intet udestående mod hende.
    I givet fald skal hun eje en minimumsandel af grunden?
    På forhånd tak for svar

    • Berthel Lehmann 23. oktober 2017, 12:06

      Hej Erik
      Ja. Kreditor kan tage udlæg i din halvdel af byggegrunden. Det vil sige, at hvis den bliver solgt, får kreditor din del af salgsprisen.

Drop svar

Skriv en kommentar

Næste artikel:

Forrige artikel: