≡ Menu

Værd at vide om inkasso

At få besøg af en inkasso medarbejder giver nok de fleste en dårlig fornemmelse i maven.

Inkasso

Inkasso medarbejdere har ikke ret til at komme ind i dit hjem

Nok mest fordi at du ikke kender dine og inkasso medarbejderens rettigheder ordentligt og selvfølgelig fordi det minder dig om, at du ikke har betalt dine ydelser til tiden.

Jeg har skrevet denne artikel, så du er godt klædt på, hvis der dumper et brev ind fra et inkassofirma, der varsler besøg på din hjemmeadresse.

Hvis du ikke betaler dine afdrag til tiden, kan kreditor vælge at sende sagen til et inkassofirma.

Hvis gælden sendes til et inkassofirma eller en advokat, skal de klart og tydeligt oplyse dig om, hvilken gæld der er tale om, og på hvis vegne de inddriver gælden.

Firmaet vil typisk prøve at få dig til at erkende gælden og indgå et frivilligt forlig (betalingsaftale). Hvis du stadig ikke betaler og ikke vil anerkende gælden, vil sagen gå videre til fogedretten.

 

Et inkassofirma har i virkeligheden ikke mange rettigheder, men kan kun lave en aftale med dig, hvis du selv ønsker det. De har ikke ret til at komme ind i dit hjem, og du kan afvise overhovedet at ville tale med dem.

Inkasso

Du er ikke forpligtet til at tale med en inkassomedarbejder

Grunden til, at kreditor sender sagen videre til et inkassofirma, er som oftest, at inkassofirmaet har tilknyttet en advokat, der kan tage sagen videre til fogedretten.

Personlig kontakt og rettigheder

Før et inkassofirma tager personlig kontakt til dig, skal du have et brev. Brevet skal indeholde:

  • Dokumentation for din gæld
  • En dato på, hvornår du senest skal betale gælden. Fristen skal være på mindst 10 dage, fra brevet er sendt
  • Hvor og hvornår besøget vil finde sted
  • Inkassovirksomhedens adresse og telefonnummer

Det er kun, hvis du ikke har betalt, og fristen er udløbet, at inkassofirmaet må kontakte dig personligt.

Hvis du ikke er hjemme, når inkasso medarbejderen kommer, har du ikke krav på et brev, inden du får besøg næste gang.

Inkasso medarbejderne må kun besøge dig hjemme og ikke f.eks. på din arbejdsplads eller andre steder.

Inkasso medarbejderen skal vise legitimationskort, som er udstedt af Rigspolitiet. Du har ret til at afvise at tale med inkasso medarbejderen.

Tips om inkasso

Hvis du modtager et brev fra et inkassofirma med henblik på besøg, bør du skrive til dem. Afvis besøget pr. brev og meddel, at du vender tilbage med gældsoversigt og budgetskema. Husk at skrive dato på, hvornår du senest vender tilbage til dem.

Bed dem sende gældsdokumenterne til dig, hvorefter du kan underskrive, at du vedkender dig gælden. På den måde kan du måske undgå mødet i fogedretten og de udgifter, der er forbundet med det.

Hvis du ikke kan betale en månedlig ydelse, så oplys dem om det. Når du selv kontakter inkassofirmaet og viser ansvar og interesse, vil de måske droppe besøget, da deres formål kan opfyldes alene ved, at du vedkender dig gælden.

Lav aldrig en betalingsaftale ved personlig besøg af en inkassomedarbejder. De vil prøve at overtale dig, men din økonomi skal ikke styres af dårlig samvittighed eller en overtalende inkasso medarbejder.

Hvis der er plads til at betale månedlige ydelser, bør du sige til inkasso medarbejderen, at du vil se din økonomi igennem og kontakte dem, når du selv og alene har overvejet og besluttet, hvad der er plads til i din økonomi.

Der findes brodne kar i inkassofirmaer, der måske vil forsøge at presse dig til at lave en aftale. De skal overholde ”god inkassoskik” og kan miste deres ret til at drive inkassofirma, hvis de ikke overholder det.

Det vil sige, at de ikke må presse dig unødvendigt og skal i det hele taget opføre sig ordentligt og respektere dig og dit privatliv.

Hvis du på nogen måde føler dig chikaneret, bør du straks kontakte politiet og anmelde inkassobureauet.

Hvis du ikke kan overskue din gæld

Hvis din gæld er på vej til inkasso, er det på tide at du får styr på din gæld!
Hvis du ikke selv kan overskue din økonomiske situation bør du kontakte en gældsrådgiver nu.
Læs mere om, hvordan vi kan hjælpe dig.

Har du spørgsmål eller kommentarer om inkasso, så skriv nedenfor!

 
{ 429 kommentarer }
{ 429 kommentarer… add one }
  • Tina jensen 9. august 2017, 10:30

    Hej med jer

    Hvis et beløb man skylder skal sendes til inkasso , skal man så ikke forinden have modtaget brev/mail om at hvis man ikke betaler skyldige beløb ryger det til inkasso , så man har mulighed for at få det bragt iorden ?

    VH Tina

    • Berthel Lehmann 21. august 2017, 10:38

      Hej Tina
      Jo, de har pligt til at sende en rykker, inden den sendes til inkasso.

  • Martin Gormsen 8. august 2017, 22:06

    Har fogedretten juridisk krav på at se ens årsopgørelse og lønsedler. Hvis man i fogedretten ikke oplyser disse skatteoplysninger, kan fogeden så selv skaffe sig adgang til sådan nogle personlige informationer ? Gælder det også inkassovirksomheder?

    • Berthel Lehmann 21. august 2017, 10:37

      Hej Martin,
      Ja, det kan og har fogeden ret til. Inkassovirksomheder har ikke disse rettigheder.

  • Lars Laumann 8. august 2017, 16:06

    Hej. Jeg får desværre – på trods af at jeg 2 gange har frabedt mig det – besøg af en inkassator fra det berygtede firma Collectia. Må jeg, uden at gøre opmærksom på det, filme besøget med skjult kamera på egen grund…? Eller skal jeg gøre ham/hende opmærksom på, at der bliver filmet…?
    Mvh Lars

    • Berthel Lehmann 21. august 2017, 10:35

      Hej Lars,
      Det er et juridisk område, som ligger uden for min viden.

  • Mie Lessel 3. august 2017, 11:57

    D 20/6-2017 modtager jeg en regning fra mit telefon selskab pålydende 1506,05 kr.
    betalings fristen er 30/6-2017 , regningen er betalt 27/6-2017 .
    D. 4/7-2017 modtager jeg et brev fra inkasso , sender bevis for at min regning er betalt.
    D. 7/7-2017 ny rykker hvor “rest beløbet” er 1600 Kr. . Da der nu er kommet gebyr på ???
    Telenor er ikke til at hugge eller stikke i og siger at jeg er en dårlig betaler (betaler ALLE regninger til tiden, og har gjort det alle år jeg har været kunde )..
    Hvordan forholder jeg mig , bliver svinet til hos telenor og inkasso vil ikke tale med mig , men henviser til Telenor . Har selvfølgelig betaæt alt for ikke at blive hængt ud.

    • Berthel Lehmann 21. august 2017, 10:24

      Hej Mie,
      Jeg vil anbefale, at du kontakter forbrug.dk for hjælp til dette.

  • Nina 17. juli 2017, 16:36

    Jeg har fået et brev fra inkasso angående et gæld jeg har betalt på det samme dag som de har skrevet brevet. Skal jeg betale inkassoomkostinger stadivæk?

    De so står på brevet om betalings fristen er 10 dage. Og dette.

    “såfremt De inbetaler direkte til (firma) efter dags dato, opfordres De til at kontakte undertegnede med denne oplysninger, idethenvendelse og betaling direkte til kreditor ikke fritager Dem for betaling af inkassoomkostinger”

    • Berthel Lehmann 18. juli 2017, 10:34

      Hej Nina,
      Hvis du har overholdt betalingsfristen, skal du ikke betale gebyr for at have betalt for sent.

  • Peter Nord Nielsen 28. juni 2017, 09:23

    Jeg har modtaget et brev fra et inkassofirma på en gammel gæld, som jeg ikke har mulighed for at betale. Der henvises til retsplejeloven § 478. Er det Ok at returnere brevet eller er der en skjult dagsorden fra inkassofirmaets side?
    På forhånd tak for et evt. svar.
    Peter

    • Berthel Lehmann 29. juni 2017, 13:32

      Hej Peter,
      Det er der normalt ikke. Men jeg kan ikke svare dig, da jeg ikke kender hele brevets indhold og de øvrige omstændigheder.
      Der skal du have en gældsrådgiver/ jurist til at kigge på det.

  • Michael Kiær 27. april 2017, 08:43

    Hvilke rettigheder har man i forhold til EuroPark eller APCOA Parking, som de kalder sig i dag?
    Jeg var til en undersøgelse på Regionshosp. Horsens, og her er forløbet:
    1) første tjek ind: Kort afvist
    2) andet forsøg, hvor jeg er mere opmærksom, så kommer der en tekst i displayet (kan ikke huske den nøjagtige ordlyd – burde have taget et billede), der uden tvivl siger accept. Så jeg tager billetten, lægger den synligt, og skynder mig ind til min aftale.
    3) Udtjekning = umuligt. Ringer til deres vagt, som beder om at få nummeret på billetten. Ved bilen ser jeg at 2.indtjek også var blevet afvist, og at en P-vagt havde lagt en “besked”.

    Jeg kan dokumentere mine forsøg på at tjekke ind, men selvfølgelig ikke displayteksten ved mit anden forsøg.

    Jeg klager dog, og forklarer forløbet og påpeger at jeg ikke har været i ond tro. Får relativt hurtigt en standardafvisning af min klage med info både om betalingsfrist, tillæg ved for sen betaling, OG trussel om inkasso, hvis man ikke betaler.

    Hvis jeg sammen med ovennævnte meddeler, at jeg ikke anerkender deres krav, mener jeg ikke, at man kan blive sendt til inkasso, og modparten vil (generelt) være nødsaget til at gå rettens vej. Er dette korrekt?

    • Berthel Lehmann 1. maj 2017, 14:22

      Hej Michael,
      Dit spørgsmål ligger uden for mit område, så jeg kan desværre ikke svare dig.
      Du kan læse mere om klage over parkering på forbrug.dk.

  • Charlotte Nielsen 19. april 2017, 16:48

    Jeg har lige et spørgsmål vedr. inkassobesøg. Det drejer sig om en gammel regning jeg har fra et boligselskab helt tilbage fra 2007, hvor de kræver et ret stort beløb for istandsættelse af tidligere lejlighed. Nu har de sat et inkassofirma på sagen og jeg har haft besøg af pågældende firma 2 gange hvor jeg ikke var hjemme. Jeg har fået oplyst af flere af mine naboer at de har banket på inde hos dem og spurgt efter mig, og det tænker jeg ikke er helt efter “bogen” da det er en forstyrrelse af privatlivets fred . . . eller hvad??? Jeg skal lige i den forbindelse oplyse om at jeg har beskyttet adresse grundet en tidligere kæreste. Må inkasso godt banke på mine naboers dår og udgive mit navn? Alle kan jo se at det er inkasso så det er ikke en særlig rar situation.

  • Sabrina 16. april 2017, 16:21

    Hej
    Hvis man har fået en dom, og der er 10 års forældelsesfrist, og de 10 år ikke er gået, må inkasso så stadig kontakte mig?
    Hvis jeg undgår inkasso indtil dommen/gælden er forældet efter de 10 år – kan jeg så slippe udenom gælden?

    • Berthel Lehmann 1. maj 2017, 12:44

      Hej Sabrina,
      Hvis gælden er forældet, må inkasso eller andre ikke kontakte dig og din gæld er ikke gyldig.

  • erling jensen 31. marts 2017, 13:29

    Hvor stor en rente må et incassofirma kræve.
    Så vidt jeg kan orientere mig på nettet er det Nationalbankens udlånsrente (p.t. 0,65) + 8 pct.
    I øjeblikket kræver et incassofirma mig en rente på 19,5% p.a. –
    Kan de selv fastsætte hvad de vil opkræve eller kan jeg henvise til ovennævnte bestemmelser ?
    mvh. Erling Jensen

    • Berthel Lehmann 2. april 2017, 00:23

      Hej Erling,
      19-20% i rente er meget normalt og der findes ingen lov i Danmark, der forhindrer denne urimelige rentesats.
      Loven giver frit spil til renter, så i princippet kan de selv vælge, hvor høj renten skal være.

Skriv en kommentar