≡ Menu

Insolvenserklæring

Hvis du i fogedretten bliver erklæret ”insolvent”, betyder det, at du ikke har værdier som kreditor kan tage udlæg i.

En insolvenserklæring kan give fred fra fogedretten

Dermed er du delvist ”fredet” i 6 måneder, hvilket betyder at ingen kreditorer kan indkalde dig i fogedretten i denne periode.

Men få nu lige armene ned igen. Der er nemlig nogle situationer, hvor du alligevel ikke er fredet, selvom du er i ”fredningsperioden”. Det er heller ikke alle kreditorer, du er fredet fra.

Hvem er jeg fredet fra?

Du er fredet for at blive indkaldt i fogedretten af alle almindelige kreditorer. Det vil sige banker, finansieringsselskaber, private og lignende.

Fredningen gælder IKKE overfor det offentlige. Det vil sige at pantefogeden til enhver tid kan indkalde dig i Inddrivelsescentret og tage udlæg i dine værdier, hvis du skylder SKAT for skatterestancer, børnepenge, bøder, studielån og lignende.

Du er altså fredet fra alle kreditorer, bortset fra det offentlige.
Og dog ikke helt alligevel!

[adrotate group=”31″]

Er jeg nu også helt fredet i de 6 måneder?

Nej, ikke helt. Det er nok nemmest at forklare, hvis jeg citerer fra loven:

Fredningen ”gælder ikke, hvis der er rimelig grund til at antage, at skyldneren ejer aktiver, hvori udlæg kan foretages, eller der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, som gør det rimeligt at afholde udlægsforretning.”

Så altså, lad være med at parkere din nye BMW ude foran kreditors vindue dagen efter mødet i fogedretten. Ellers kan du regne med, at du indkaldes i fogedretten igen, da der er rimelig grund til at tro, at du har fået nye værdier (bilen), der kan tages udlæg i. Også i din fredningsperiode.

Hvis kreditor tror, at du fylder ham og fogeden med løgn til mødet, kan kreditor begære en udkørende fogedforretning. Altså et ”møde” i dit hjem for at se, om du alligevel skulle have værdier, der kan tages udlæg i.

Er der grænser for, hvor mange gange kreditorer kan tage udlæg i én ting?

Nej, desværre. Selv om det slet ikke giver mening! Som du nu ved, erklæres man først insolvent, når man ikke ejer aktiver, der kan tages udlæg i.

Indskud/ depositum i lejebolig er et godt eksempel. Kreditor kan tage udlæg i dette. Det betyder, at kreditor først får dit depositum udbetalt den dag, du beslutter at flytte.

Så længe du har et depositum i din lejebolig, kan kreditorer blive ved med at tage udlæg i det, indtil du flytter.

Hvis du vil vide mere om, hvad fogedretten kan tage udlæg i, kan du læse artiklen “Om udlæg i fogedretten og hos pantefogeden“.

Kan jeg så aldrig blive erklæret insolvent, hvis jeg har et depositum?

I princippet ikke. Husk at reglen er, at du ikke må eje værdier for at blive erklæret insolvent.
Du har altså en værdi (depositummet) der ikke sælges/ udbetales og dermed kan man i princippet aldrig blive erklæret insolvent.

MEN! Der er eksempler på, at en fogedret har tilladt udlæg i et lejedepositum, men at der samtidig er noteret en insolvenserklæring. Netop fordi der var mange udlæg i det pågældende depositum.

Så hvis du har dette problem, så bed fogeden om at blive erklæret insolvent og håb på, at han er fornuftig.

Hvordan får jeg denne ”Insolvenserklæring”?

Den har du ikke brug for. Fogedretten fører et kartotek over personer, der er erklæret insolvente. Hvis en kreditor beder fogedretten indkalde dig, vil fogedretten automatisk afvise kreditor, hvis du er erklæret insolvent og i fredningsperioden.

Hvordan ved jeg, om jeg blev erklæret insolvent ved sidste møde i fogedretten?

Desværre får man ikke altid automatisk udleveret en insolvenserklæring på papir i fogedretten. De fortæller dig nok heller ikke, at du er erklæret insolvent.

Det er åbenbart ikke en oplysning, som nogle fogedretter mener, er vigtig for dig.

Hvis du er i tvivl, kan du altid kontakte fogedretten og bede om en insolvenserklæring på papir eller i det mindste spørge om du ved sidste møde blev erklæret insolvent.

Må kreditor kontakte og besøge mig i fredningsperioden?

Insolvenserklæringen gælder KUN indkaldelse til fogedretten. Det betyder at kreditor fortsat kan forsøge at lave en betalingsaftale ved at kontakte dig i fredningsperioden. Du kan læse mere om dine rettigheder, når kreditorer forsøger at kontakte dig for betalinger ved at læse artiklen “Værd at vide om inkasso“.

Det giver dog ikke meget mening for kreditor, at kontakte dig, hvis du er erklæret insolvent. Chancerne for, at de får noget ud af det er minimale. Derfor bliver mange alligevel kontaktet i fredningsperioden.

Kan jeg ikke erklære mig selv insolvent for at undgå fremtidige indkaldelser i fogedretten?

Nej, det kan du ikke. Du kan kun blive erklæret insolvent, hvis en kreditor indkalder dig.

Hvor er insolvenserklæringer registreret?

Når du er til møde i fogedretten, registreres insolvenserklæringen i retsbogen.

(Fogedretten fra Frederiksberg har været så venlige at vise os, hvordan det ser ud hos dem)

Fra en retsbog ved et fogedretsmøde:
(Dette er en standardtekst i retsbogen, når skyldner ikke ejer noget der kan stilles til sikkerhed for gælden.)

”Skyldneren XXXXX blev afkrævet det opgjorte beløb og foreholdt oplysningspligten og strafansvaret.
Skyldneren XXXXX erklærede sig ude af stand til at betale og erklærede intet at kunne påvise til genstand for udlæg.”

Vejledning om insolvenserklæringen, der udleveres til skyldner (fra fogedretten på Frederiksberg):

———————–
VEJLEDNING
om insolvenserklæring

Du har netop nu afgivet en såkaldt insolvenserklæring i fogedretten og samtidig fået overleveret denne vejledning.

At afgive insolvenserklæring i fogedretten betyder:

at du under strafansvar har erklæret, at du ikke ejer noget, der kan gøres til genstand for udlæg.

Afgivelse af en insolvenserklæring får normalt den virkning, at fogedretten i en periode på 6 måneder ikke på ny kan indkalde dig. Kreditor har dog stadig ret til at begære en udkørende fogedforretning på din bopæl til kontrol af, at de oplysninger, som du er fremkommet med, er korrekte, også inden for de næste 6 måneder.

Insolvenserklæringen er uden virkning for dine mellemværender med både kommunen og Told og Skat.

Skulle du modtage en indkaldelse til en ny fogedforretning inden for fredningsperioden, kan du derfor ikke uden videre gå ud fra, at der er tale om en fejl og blive væk fra fogedmødet. I så fald risikerer du efterfølgende at blive fremstillet i fogedretten ved politiets hjælp. Er du af den opfattelse, at der er tale om en fejl, opfordrer vi dig i stedet til at rette skriftlig eller telefonisk henvendelse til fogedretten.

Fogedretten gør opmærksom på, at en evt. indberetning til RKI-information ikke sker ved fogedrettens foranstaltning, men evt. af kreditor.
———–

Særlige situationer vedr. insolvens

Hvis man ikke selv møder i fogedretten, men derimod sender en anden person, er det ikke sikkert, at man erklæres insolvent. I nogle sager, har fogedretten afvist insolvenserklæring, selvom repræsentanten har oplyst, at man intet ejer til udlæg.

Kreditor og fogedretten kan kræve, at det kun er skyldneren personligt, der kan oplyse om de økonomiske forhold for at kunne blive erklæret insolvent.

Få styr på din gæld

Grunden til at du læser denne artikel er sandsynligvis fordi du har mistet overblikket over din gæld eller ikke længere kan følge med afdragene.

Derfor vil jeg opfordre dig til at komme i gang med at få styr på din gæld nu!

Hvis du ikke selv kan overskue det, vil jeg anbefale at du kontakter en gældsrådgiver.
Læs mere om personlig gældsrådgivning.

Skriv gerne spørgsmål eller kommentarer i feltet nedenfor

Abonnér
Giv besked når

32 Kommentarer
Nyeste
Ældste Flest stemmer
Inline Feedbacks
View all comments

Hej,
Hvis en person har afgivet insolvenserklæring i marts måned 2023 gælder denne “fredning” også når udlejer vil sætte vedkommende ud af et lejemål indenfor denne 6 måneders regel ? Insolvenserklæringen gælder ikke husleje.

Hej.
Kan man blive indkaldt til fogedretten flere gange for den samme gæld?
Og kan man på nogen måde kontakte ribers for at få en oversigt over, hvem der har sat en i ribers, tidligere,fks tilbage i 1990 og fremefter? for jeg tror at nogen har sat mig i ribers tidligere og nu igen for samme ting.
Jeg ved at man ikke må komme i ribers flere gange, for den samme ting, men det gør de altså. Mvh Ilse.

Hej Ilse
Tak for spørgsmålet.
Ja. Du kan blive indkaldt i fogedretten for den samme gældspost igen. Der er ingen grænser for, hvor ofte en kreditor må indkalde dig i fogedretten for den samme gældspost.
Du kan se, hvem, der har registreret dig i RKI ved at logge ind på dininfo.dk med MITID. Kontakt Experian, hvis du vil have info om ældre registreringer.

Hej,

Min ekskæreste skylder en del, og der er faldet dom i fogedretten til min fordel. Ved sidste telefonmøde besluttede han, at han først kunne betale 1,5 år efter pågældende møde. Dette godtog kvinden fra retten, uden de store spørgsmål, og jeg måtte affinde mig med at vente i halvandet år yderligere. Nu er det halvandet år så gået, og han overholder (selvfølgelig) ikke aftalen om tilbagebetaling. Vi er derfor endnu en gang indkaldt til møde i fogedretten.

Sidst erklærede han sig insolvent og på trods af fuldtidsjob, løj han om aktiver osv. Jeg blev ikke informeret om muligheden for at retten kunne tjekke efter.. Han bor på nuværende med sin kæreste, men er bevisbyrden hos mig eller ham ift. hvad der er hans vs. hendes? Det er jo forholdsvist nemt at lyve om, at det hele er hendes..

Han fylder retten med løgn, og han har ingen kvaler ift. dette. Han har tidligere været på kant med loven, og har ikke synderlig respekt for denne heller. Sociale medier afslører at der er rigeligt med penge til dyre restaurantbesøg, nyt tøj og rejser..Hvilke muligheder har jeg ift. at få mine penge hjem? I andre lande ved jeg, at privat gæld kan blive trukket af lønnen, men sådan fungerer det vidst ikke i Danmark.. Hvad gør en klog?

På forhånd tak!

Hej Line
Tak for spørgsmålet.
Jeg beskæftiger mig ikke professionelt med inddrivelse af gæld.
Hvis du ønsker god rådgivning omkring dette, vil jeg anbefale, at du tager kontakt til firmaer/ personer, der har erfaring med dette.

Hej Berthel
Jeg har en samlet gæld på 1.684.000 kr. og har i 5 år ventet på at min eksmand satte vores fælles hus til salg.
Der er nu lavet en købsaftale, men jeg ender stadig med en gæld på ca. 600.000 kr. Jeg ejer intet af værdi. Har stort set solgt alt de sidste par år, for at få det hele til at hænge sammen.
Jeg har et meget lille rådighedsbeløb til at dække omkostninger for mig og mine to piger. Da jeg ikke har bopælsretten, får jeg ingen tilskud til dem.
Sidst jeg var i fogedretten sagde hun at jeg kunne bede om at insolvenserklæring når huset var solgt.
Men nu har jeg endelig fået tilbudt en lejebolig, og har fået en anden til at betale depositum for mig. Er der mulighed for at man kan lave en form for dokument til lejekontrakten, så den person som har lånt mig pengene får dem tilbage når jeg flytter og der ikke kan tages udlæg i dem?
Jeg kan jo læse mig frem til at jeg ikke kan erklæres insolvent når jeg har et depositum.

Hej Line
Tak for spørgsmålet.
Du kan spørge udlejer, hvilket dokument udlejer skal have for, at personen har ret til pengene. Så vil denne person have førsteret til pengene, når de en dag skal udbetales og andre kreditorer kan ikke få dem.

Tak for en god brevkasse, som jeg følger med stor interesse. I en sag hvor der bliver indgået forlig i fogedretten, hvem har da kompetencen til at afgøre om hvorvidt en tilbudt afdragsordning bliver anerkendt. Er det fogeden, eller alene parterne selv.

Hej Jens
Jeg er ikke helt klar over, hvad du mener med anderkendt.
En betalingsaftale er gyldig, hvis begge parter bliver enige.
Fogeden har ikke noget med selve betalingsaftalen at gøre.

Hej. Jeg er indkaldt til 2 møder i fogden, men hvordan fungere det hvis jeg erklæres insolvent ved første møde? Er jeg så fortsat indkaldt til andet møde?
Mvh

Hej
Jeg mener, at fogedretten aflyser andet møde, hvis der er tid nok til det imellem indkaldelserne.
Eller vil jeg anbefale, at du gør fogedretten opmærksom på dette ved første møde.

Er førtidspensionist, har en lille bil på 2 år der er færdigbetalt.. er afhængig af den bil, efter 4 operationer i ryggen.. min eneste mulighed for at komme ud overhoved.. er kaldt i fogedretten og har hørt de må tage min bil. Hvad gør jeg

Hej Stine
Hvis fogeden vurderer, at du har brug for din bil, vil kreditor kun kunne tage udlæg, men ikke begære den tvangssolgt.

Hvis man har været i fogedretten og er blevet erklæret insolvent, og der så alligevel kommer en mand ved døren med retslige papirer på anden gæld som retten godt mener at man kan blive præsenteret for, hvordan skal man så forholde sig til det ?? Burde man ikke være fredet for alt (undtagen hvad du allerede har beskrevet) ?? De skriver at hvis man har noget at indvende til sagen, så skal man sige det inden 14 dage, ellers gælder det som en dom.

Hej Lena
Inkassofirmaer har trods insolvens i fogedretten, lov til at fortsætte inddrivelse.
I særlige tilfælde kan man blive indkaldt i fogedretten, selvom man er insolvent.
F.eks. hvis formålet er at afbryde forældelse.

Du skrev “en anden gæld”. Hvis det er en ny kreditor, så skal du påny i fogedretten. Det kan jo være at du i forgårs var insolvent men at du idag er solvent. SÅ har du fredning for den første sag, men ikke for den anden

Hej
Er indkaldt til fogedretten i morgen pågrund af kviklån. Jeg er samtidig ved at flytte sammen med min kæreste. Kan min gæld skade ham? Kun hans navn der står på hus og bil osv?
Venlig hilsen hende der virkelig gerne vil flytte sammen med kæresten!!

Hej Pia
Nej. Din kæreste kan ikke komme til at hæfte for din gæld.

Er blevet indkaldt til fogedretten med karv om, at skulle betale ca. 68.000.- kr., en gæld, tvangsauktion, der ligger over 30 år tilbage, har gjort indsigelse om forældelse, men fogen siger sagen ikke er forældet, som de mener jeg har modtaget 2 breve der måtte være gælende og som de siger, har man sendt 2 breve med posten, så må mindst være et være nået i min postkasse, så at nægte det er uden for rækkviedie. Hvorledes står min kone i forhold til min gæld? Hun var ikke informeret før indkaldelsen kom, så sagen som forældet, så vi er både blevet gift og købt hus sammen, hvorledes står min kone, hun er uden skyld i min gæld og har ingen del i den. Hvad gør jeg?

Hej Erik,
Din kone har ikke ansvar for din gæld. Den er din alene.
Vedr. forældelse kan du klage over afgørelsen om, at de vurderes til ikke at være forældet.

Der kom en ny forældelselov som gælder fra 1-1-2008 hvor man nedsætter gælden fra 20 til 10 år. Kreditor skulle være aktiv for kravet skulle gælde. det vil sige at man skulle i fogedretten inden 2008 eller at kreditor skulle kontakte dig med brev ikke kontooversigt.
Har lige været igennem en sag mod Nordea hvor de påstår at jeg skulle have fået et brev den 14.-12 2007 – hvilket jeg ikke har fået. Var i fogedretten hvor jeg fik medhold.
4 uger senere anker Nordea sagen til Landsretten – ugen efter kom Landsretten med en dom. Hvor jeg tabte sagen. Jeg fik ikke lov til at komme i retten og forklare mig de lavede bare en ny dom. De havde ikke skyggen af bevis – sendt som alm. post og aldrig kommet frem. Jeg er stik tosset.

Hvis man bliver erklæret insolvens er man så også fredet fra at betale renter i de 6 mdr. ?

Hej Lone,
Nej, der løber renter på og kreditor kan stadigt forsøge at inddrive penge ved inkasso osv.

Hvis jeg bliver indkaldt i fogedretten, skal jeg så vise dem mine konti og hvad jeg har af udgifter og indtægter? Eller ser de på ens årsopgørelse?

Hej Maria,
Normalt skal man ikke have noget med til mødet.
Du skal blot svare dem på spørgsmål så godt du kan.

Hi
Du har tidligere hjulpet mig med et spørgsmål om hvorvidt en ratepension er fredet og ikke kan gøres til genstand for udlæg. Gælder det også en kapitalpension?
Takker for svar
Vh/JensR

Hej Jens,
Der kan normalt ikke tages udlæg i ratepension, der ikke er udbetalt.

Hi, takker for svar. Såvidt jeg har forstået er pensionsopsparing fredede midler indtil de udbetales, men gælder der samme regler både for kapital og ratepension?. Jeg får udbetalt ca.3500 kr pr mdr og tænker derfor at det
først er når ydelsen indgår på min almindelige løn/forbrugskonto at der kan
gøres udlæg hvis denne er i plus?.Min kapitalpension er relativt lille ca 25ts
og endnu urørt.
Takker for svar
Mvh/JenR

Hej Jens,
Det er ikke vigtigt, hvad pensionen hedder. Det handler i princippet om, hvornår de kan udbetales.
De er fredet indtil de “kan” udbetales.
Først når de “kan” udbetales eller “er” udbetalt, kan der tages udlæg i dem.

Hi og takker for svar. Beklager jeg kom til at spørge 2 gange om det samme. Så ikke ud til at det første var ‘gået’. Anyway, forstår dit svar således at jeg ikke kan tvinges til at opsige og få en pension udbetalt på en gang, men at i takt med at fex. månedlige udbetalinger indgår på min ‘normale’ bankkonto, kan dennes indestående gøres til mulig genstand for udpantning? har du eksempler på lignende sager hvor en pensionsopsparing har været i spil?
Takker igen for et rigtigt godt site, og ser frem til at høre fra dig.
Vh/JensR

Hej Jens,
Hvis pensionen under normale omstændigheder kun kan udbetales i månedlige rater, kan der normalt ikke tages udlæg, medmindre de står på din konto, når du er til møde i fogedretten.
Området vedr. udlæg i pension er ikke simpel, da der findes mange slags pensioner. Hvis du vil være sikker og have eksempler på udlæg, vil jeg anbefale, at du kontakter en advokat.

{ 32 comments… add one }