≡ Menu

Insolvenserklæring

Hvis du i fogedretten bliver erklæret ”insolvent”, betyder det, at du ikke har værdier som kreditor kan tage udlæg i.

En insolvenserklæring kan give fred fra fogedretten

Dermed er du delvist ”fredet” i 6 måneder, hvilket betyder at ingen kreditorer kan indkalde dig i fogedretten i denne periode.

Men få nu lige armene ned igen. Der er nemlig nogle situationer, hvor du alligevel ikke er fredet, selvom du er i ”fredningsperioden”. Det er heller ikke alle kreditorer, du er fredet fra.

Hvem er jeg fredet fra?

Du er fredet for at blive indkaldt i fogedretten af alle almindelige kreditorer. Det vil sige banker, finansieringsselskaber, private og lignende.

Fredningen gælder IKKE overfor det offentlige. Det vil sige at pantefogeden til enhver tid kan indkalde dig i Inddrivelsescentret og tage udlæg i dine værdier, hvis du skylder SKAT for skatterestancer, børnepenge, bøder, studielån og lignende.

Du er altså fredet fra alle kreditorer, bortset fra det offentlige.
Og dog ikke helt alligevel!

Er jeg nu også helt fredet i de 6 måneder?

Nej, ikke helt. Det er nok nemmest at forklare, hvis jeg citerer fra loven:

Fredningen ”gælder ikke, hvis der er rimelig grund til at antage, at skyldneren ejer aktiver, hvori udlæg kan foretages, eller der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, som gør det rimeligt at afholde udlægsforretning.”

Så altså, lad være med at parkere din nye BMW ude foran kreditors vindue dagen efter mødet i fogedretten. Ellers kan du regne med, at du indkaldes i fogedretten igen, da der er rimelig grund til at tro, at du har fået nye værdier (bilen), der kan tages udlæg i. Også i din fredningsperiode.

Hvis kreditor tror, at du fylder ham og fogeden med løgn til mødet, kan kreditor begære en udkørende fogedforretning. Altså et ”møde” i dit hjem for at se, om du alligevel skulle have værdier, der kan tages udlæg i.

Er der grænser for, hvor mange gange kreditorer kan tage udlæg i én ting?

Nej, desværre. Selv om det slet ikke giver mening! Som du nu ved, erklæres man først insolvent, når man ikke ejer aktiver, der kan tages udlæg i.

Indskud/ depositum i lejebolig er et godt eksempel. Kreditor kan tage udlæg i dette. Det betyder, at kreditor først får dit depositum udbetalt den dag, du beslutter at flytte.

Så længe du har et depositum i din lejebolig, kan kreditorer blive ved med at tage udlæg i det, indtil du flytter.

Hvis du vil vide mere om, hvad fogedretten kan tage udlæg i, kan du læse artiklen “Om udlæg i fogedretten og hos pantefogeden“.

Kan jeg så aldrig blive erklæret insolvent, hvis jeg har et depositum?

I princippet ikke. Husk at reglen er, at du ikke må eje værdier for at blive erklæret insolvent.
Du har altså en værdi (depositummet) der ikke sælges/ udbetales og dermed kan man i princippet aldrig blive erklæret insolvent.

MEN! Der er eksempler på, at en fogedret har tilladt udlæg i et lejedepositum, men at der samtidig er noteret en insolvenserklæring. Netop fordi der var mange udlæg i det pågældende depositum.

Så hvis du har dette problem, så bed fogeden om at blive erklæret insolvent og håb på, at han er fornuftig.

Hvordan får jeg denne ”Insolvenserklæring”?

Den har du ikke brug for. Fogedretten fører et kartotek over personer, der er erklæret insolvente. Hvis en kreditor beder fogedretten indkalde dig, vil fogedretten automatisk afvise kreditor, hvis du er erklæret insolvent og i fredningsperioden.

Hvordan ved jeg, om jeg blev erklæret insolvent ved sidste møde i fogedretten?

Desværre får man ikke altid automatisk udleveret en insolvenserklæring på papir i fogedretten. De fortæller dig nok heller ikke, at du er erklæret insolvent.

Det er åbenbart ikke en oplysning, som nogle fogedretter mener, er vigtig for dig.

Hvis du er i tvivl, kan du altid kontakte fogedretten og bede om en insolvenserklæring på papir eller i det mindste spørge om du ved sidste møde blev erklæret insolvent.

Må kreditor kontakte og besøge mig i fredningsperioden?

Insolvenserklæringen gælder KUN indkaldelse til fogedretten. Det betyder at kreditor fortsat kan forsøge at lave en betalingsaftale ved at kontakte dig i fredningsperioden. Du kan læse mere om dine rettigheder, når kreditorer forsøger at kontakte dig for betalinger ved at læse artiklen “Værd at vide om inkasso“.

Det giver dog ikke meget mening for kreditor, at kontakte dig, hvis du er erklæret insolvent. Chancerne for, at de får noget ud af det er minimale. Derfor bliver mange alligevel kontaktet i fredningsperioden.

Kan jeg ikke erklære mig selv insolvent for at undgå fremtidige indkaldelser i fogedretten?

Nej, det kan du ikke. Du kan kun blive erklæret insolvent, hvis en kreditor indkalder dig.

Hvor er insolvenserklæringer registreret?

Når du er til møde i fogedretten, registreres insolvenserklæringen i retsbogen.

(Fogedretten fra Frederiksberg har været så venlige at vise os, hvordan det ser ud hos dem)

Fra en retsbog ved et fogedretsmøde:
(Dette er en standardtekst i retsbogen, når skyldner ikke ejer noget der kan stilles til sikkerhed for gælden.)

”Skyldneren XXXXX blev afkrævet det opgjorte beløb og foreholdt oplysningspligten og strafansvaret.
Skyldneren XXXXX erklærede sig ude af stand til at betale og erklærede intet at kunne påvise til genstand for udlæg.”

Vejledning om insolvenserklæringen, der udleveres til skyldner (fra fogedretten på Frederiksberg):

———————–
VEJLEDNING
om insolvenserklæring

Du har netop nu afgivet en såkaldt insolvenserklæring i fogedretten og samtidig fået overleveret denne vejledning.

At afgive insolvenserklæring i fogedretten betyder:

at du under strafansvar har erklæret, at du ikke ejer noget, der kan gøres til genstand for udlæg.

Afgivelse af en insolvenserklæring får normalt den virkning, at fogedretten i en periode på 6 måneder ikke på ny kan indkalde dig. Kreditor har dog stadig ret til at begære en udkørende fogedforretning på din bopæl til kontrol af, at de oplysninger, som du er fremkommet med, er korrekte, også inden for de næste 6 måneder.

Insolvenserklæringen er uden virkning for dine mellemværender med både kommunen og Told og Skat.

Skulle du modtage en indkaldelse til en ny fogedforretning inden for fredningsperioden, kan du derfor ikke uden videre gå ud fra, at der er tale om en fejl og blive væk fra fogedmødet. I så fald risikerer du efterfølgende at blive fremstillet i fogedretten ved politiets hjælp. Er du af den opfattelse, at der er tale om en fejl, opfordrer vi dig i stedet til at rette skriftlig eller telefonisk henvendelse til fogedretten.

Fogedretten gør opmærksom på, at en evt. indberetning til RKI-information ikke sker ved fogedrettens foranstaltning, men evt. af kreditor.
———–

Særlige situationer vedr. insolvens

Hvis man ikke selv møder i fogedretten, men derimod sender en anden person, er det ikke sikkert, at man erklæres insolvent. I nogle sager, har fogedretten afvist insolvenserklæring, selvom repræsentanten har oplyst, at man intet ejer til udlæg.

Kreditor og fogedretten kan kræve, at det kun er skyldneren personligt, der kan oplyse om de økonomiske forhold for at kunne blive erklæret insolvent.

Få styr på din gæld

Grunden til at du læser denne artikel er sandsynligvis fordi du har mistet overblikket over din gæld eller ikke længere kan følge med afdragene.

Derfor vil jeg opfordre dig til at komme i gang med at få styr på din gæld nu!

Hvis du ikke selv kan overskue det, vil jeg anbefale at du kontakter en gældsrådgiver.
Læs mere om personlig gældsrådgivning.

Skriv gerne spørgsmål eller kommentarer i feltet nedenfor

 
{ 96 kommentarer }
{ 96 kommentarer… add one }
  • Stine 29. oktober 2017, 22:34

    Er førtidspensionist, har en lille bil på 2 år der er færdigbetalt.. er afhængig af den bil, efter 4 operationer i ryggen.. min eneste mulighed for at komme ud overhoved.. er kaldt i fogedretten og har hørt de må tage min bil. Hvad gør jeg

    • Berthel Lehmann 6. november 2017, 09:38

      Hej Stine
      Hvis fogeden vurderer, at du har brug for din bil, vil kreditor kun kunne tage udlæg, men ikke begære den tvangssolgt.

  • Lena Andersen 22. september 2017, 14:13

    Hvis man har været i fogedretten og er blevet erklæret insolvent, og der så alligevel kommer en mand ved døren med retslige papirer på anden gæld som retten godt mener at man kan blive præsenteret for, hvordan skal man så forholde sig til det ?? Burde man ikke være fredet for alt (undtagen hvad du allerede har beskrevet) ?? De skriver at hvis man har noget at indvende til sagen, så skal man sige det inden 14 dage, ellers gælder det som en dom.

    • Berthel Lehmann 23. oktober 2017, 12:05

      Hej Lena
      Inkassofirmaer har trods insolvens i fogedretten, lov til at fortsætte inddrivelse.
      I særlige tilfælde kan man blive indkaldt i fogedretten, selvom man er insolvent.
      F.eks. hvis formålet er at afbryde forældelse.

  • Pia Nielsen 28. august 2017, 20:27

    Hej
    Er indkaldt til fogedretten i morgen pågrund af kviklån. Jeg er samtidig ved at flytte sammen med min kæreste. Kan min gæld skade ham? Kun hans navn der står på hus og bil osv?
    Venlig hilsen hende der virkelig gerne vil flytte sammen med kæresten!!

    • Berthel Lehmann 7. september 2017, 13:30

      Hej Pia
      Nej. Din kæreste kan ikke komme til at hæfte for din gæld.

  • Erik W. Nielsen 21. august 2017, 12:07

    Er blevet indkaldt til fogedretten med karv om, at skulle betale ca. 68.000.- kr., en gæld, tvangsauktion, der ligger over 30 år tilbage, har gjort indsigelse om forældelse, men fogen siger sagen ikke er forældet, som de mener jeg har modtaget 2 breve der måtte være gælende og som de siger, har man sendt 2 breve med posten, så må mindst være et være nået i min postkasse, så at nægte det er uden for rækkviedie. Hvorledes står min kone i forhold til min gæld? Hun var ikke informeret før indkaldelsen kom, så sagen som forældet, så vi er både blevet gift og købt hus sammen, hvorledes står min kone, hun er uden skyld i min gæld og har ingen del i den. Hvad gør jeg?

    • Berthel Lehmann 21. august 2017, 12:10

      Hej Erik,
      Din kone har ikke ansvar for din gæld. Den er din alene.
      Vedr. forældelse kan du klage over afgørelsen om, at de vurderes til ikke at være forældet.

Drop svar

Skriv en kommentar