≡ Menu

Kreditorbeskyttet konto: Beskyt din erstatning mod udlæg

Du kan beskytte din erstatning mod udlæg fra kreditorer ved at indsætte erstatningen på en særlig kreditorbeskyttet konto.

Det er også muligt at beskytte værdier mod udlæg, der er købt for kreditorbeskyttede penge.Kreditorbeskyttet konto

Erstatninger er ikke automatisk beskyttet mod udlæg og derfor er det vigtigt, at du følger visse
retningslinjer.

Erstatninger, der kan beskyttes mod udlæg fra kreditorer kan være:

  • Varigt mén
  • Tab af forsørger
  • Svie og smerte
  • Erhvervsevnetab
    (Ved erhvervsevnetab i arbejdsskadesager, hvor der for en periode sker løbende betaling, er erstatningen ikke nødvendigvis kreditorbeskyttet)

Sådan beskytter du pengene (krav om adskillelse)

For at beskytte pengene, skal du tydeligt adskille dem fra din øvrige økonomi.

Det vil sige, at pengene skal udbetales direkte ind på en særskilt konto (kreditorbeskyttet konto), der kun må bruges til erstatningen.

Du skal altså sikre at f.eks. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidl. Arbejdsskadestyrelsen) overfører beløbet direkte til den særskilte konto.

Det er dit eget ansvar at give besked til den instans, der tilkender dig erstatningen om overførsel til den korrekte konto. Hvordan du opretter en sådan konto, kan du læse om længere nede i artiklen.

Det er vigtigt, at du overholder det til punkt og prikke, hvis du vil sikre pengene mod udlæg.

Faldgruber og ”NO GO”

Hvis du afviger det mindste fra reglerne, kan beskyttelsen bortfalde.

Du må ikke hæve penge fra kontoen og sætte dem ind igen

Pengene må altså ikke ”lånes” ud til dig selv eller andre og sættes tilbage senere.
Konsekvensen kan være, at HELE erstatningens beskyttelse bortfalder og ikke kun det ”lånte” beløb.

Så du kan f.eks. ikke hæve penge til ferie fra erstatningskontoen og senere sætte dem ind igen og tro, at pengene dermed er beskyttet igen.

Hvis der indsættes penge på kontoen udefra, blandes ”fremmede” penge med erstatningen og det kan resultere i bortfald af beskyttelsen.

Beskyttelse af værdier købt for erstatningspenge

Udover selve erstatningen (penge) kan værdier, du køber for erstatningen også beskyttes mod udlæg.

Der er nogle retningslinjer, der skal overholdes, hvis du vil sikre værdierne.

Som udgangspunkt skal det være helt tydeligt, at du har købt værdierne for de kreditorbeskyttede penge.

Det kan du f.eks. gøre ved at betale for varen direkte via netbank fra den kreditorbeskyttede konto eller få tilknyttet en betalingskort til kontoen.

Der har været nogle sager, der har sået tvivl om, hvad der skal til for at beskytte værdier, købt for kreditorbeskyttede penge.

Eksempler har været problemer ved køb af bil og bolig.
Der er det muligvis ikke nok, at kunne bevise betaling fra en kreditorbeskyttet konto. I nogle tilfælde skal der mere til, som f.eks. en bemærkning på skødet (bolig) eller på slutseddel (bil).

Hvis du køber værdier som bolig, bil eller andre dyrebare ting, vil jeg anbefale, at du søger hjælp hos en advokat.

Sådan opretter du en kreditorbeskyttet konto i banken

Kontakt din bank med en kopi af afgørelsen fra f.eks. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (hvis der er tale om arbejdsskade). Bed dem om at oprette en ”kreditorbeskyttet konto” til dig.

Når kontoen er oprettet skal du straks kontakte den instans, der har tilkendt dig erstatningen og oplyse dem om, at de kreditorbeskyttede beløb skal sættes ind på den nye konto.

Har du brug for hjælp til din erstatning?

Advokat Jørgen Dreyer fra Brockstedt-Kaalund er en af Danmarks førende eksperter i erstatningsret og hvis du har brug for juridisk bistand, kan jeg anbefale ham.
Jørgen har desuden hjulpet mig med faktatjek i forbindelse med denne artikel.

Mere information

Hvis du har spørgsmål til erstatning eller kreditorbeskyttet konto, bedes du kontakte de relevante instanser eller en advokat med speciale i erstatning.

 
{ 28 kommentarer }
{ 28 kommentarer… add one }
  • Arne Pedersen 31. oktober 2017, 13:18

    Hej.
    Jeg har for kreditbeskyttet midler købt en bil. Jeg har overført pengene fra min konto direkte til bilforhandlerens bank via net bank.
    jeg har ikke på slutseddel skrevet at betalingen kommer fra kreditorbeskyttet konto.
    jeg har på konto udbetalingen skrevet at det er til betalingen af den bil jeg har købet, er
    det dokumention nok.
    Hilsen Arne

    • Berthel Lehmann 6. november 2017, 09:45

      Hej Arne
      Det er et gråzoneområde, så jeg kan ikke garantere dig, at det er nok.
      Hvis du vil være sikker, bør du kontakte en advokat på området.

Drop svar

Skriv en kommentar