≡ Menu

Mød eliten indenfor afvikling af gæld!

Nogle justerer lidt på de faste udgifter, dropper ”Alt for damerne” abonnementet og flødekagen om søndagen for at betale lidt mere af på gælden.

Hvor langt vil du gå for at blive gældfri hurtigst muligt?

Hvor langt vil du gå for at blive gældfri hurtigst muligt?

Og så er der eliten!

Hvem er eliten?

Disse mennesker mener det dybt alvorligt. De ofrer sig i en periode for at blive gældfri. For mange mennesker er disse metoder grænseoverskridende, men ikke for eliten!

Nu vil jeg fortælle dig, hvad de gør for at øge afbetaling til gælden markant! Det koster komfort, tid og beslutsomhed, men reducerer den tid, det tager for at blive gældfri.

Disse råd er ikke til dovne vanedyr og mennesker, der ikke vil ofre komfort for at blive gældfri hurtigt.
Disse er råd til de gældsramte danskere, der har ben i næsen og vil yde en ekstraordinær indsats for økonomisk frihed. Næsten uanset hvad!

Disse aggressive metoder bruges af flere af mine læsere og nu er det din tur til at blive inspireret til at blive gældfri hurtigst muligt.

Jeg er dybt imponeret over den beslutsomhed, som disse gældsramte danskere viser og det er helt tydeligt, at de mener det seriøst!

Besparelserne er naturligvis individuelle og kan nemt beregnes, så de passer til din situation.

[adrotate group=”31″]

 

1) Lej et værelse

Opsig din lejebolig eller sælg din bolig og flyt i et lejet værelse. En typisk husleje til én person i lejlighed (60 kvm.) er ca. kr. 6.000,-/ mdr. Hvis du vælger at flytte til et lejet værelse kan du slippe med en husleje på ca. kr. 2.000,- og det er typisk inklusiv el, vand og varme.

Hvis du bor i en storby, kan du med fordel flytte lidt ud af byen, hvor priser på boliger og værelser er markant billigere!

Ekstra penge til at betale gæld:
Kr. 4.000,-/ mdr.

2) Lej et værelse ud

Lej et værelse ud, hvis du har plads. Hvis du bor i en stor by, er det oftest let at finde en lejer igennem f.eks. Den Blå Avis online.

Ekstra penge til at betale gæld:
Kr. 2.000,-/ mdr.

3) Øg din indtjening

Få et ekstrajob eller arbejd over i dit nuværende job. Brug nogle aftener om ugen eller weekenden til at arbejde nogle flere timer.

Bud på ekstrajob:

  • Ekspedient på den lokale benzinstation
  • Lørdagspostbud
  • Aften- weekendarbejde i supermarked
  • Tjener/ bartender
  • Babysitter
  • Gaveindpakker i Magasin i december måned

Hvor meget du kan tjene om måneden er individuelt, men kr. 3.000,- burde være muligt for de fleste. Særligt, hvis du arbejde i weekender.

Ekstra penge til at betale gæld:
Kr. 3.000,-/ mdr.

4) Sælg bilen

Det er meget få mennesker, der virkeligt har brug for en bil. En bil er typisk til komfort og for at spare tid.
Uanset om du har en gammel eller en ny bil, koster den nemt kr. 3.000,- om måneden. Også selv om du ikke tror det!

Du sparer udgifter til forsikring, vægtafgift, brændstof, dækskifte, reparationer og vedligeholdelse. Det løber hurtigt op og hvis du regner alle de reelle udgifter ud, tvivler jeg på, at du bruger mindre end kr. 3.000,- om måneden på din bil.

I stedet kan du bruge den offentlige transport. Det tager måske længere tid at komme på arbejde, men det er et luksusproblem. Hvis du må bruge 1-2 timer ekstra på transport hver dag, er det alle pengene værd!

Hvis du har børn, så tjek om der ikke findes en måde, de kan komme til og fra skole, uden at du skal hente og bringe dem hver dag. Tro mig! Der findes ikke mange børn i Danmark, der ikke kommer i skole fordi forældrene ikke har en bil!

Et månedskort til bus og tog (i København) koster fra kr. 335,- til kr. 1.215,- om måneden. Langt de fleste har ikke brug for det dyreste, så i dette eksempel beregner vi besparelsen med et 5 zoners månedskort (kr. 605,-)

Ekstra penge til at betale gæld:
Minimum kr. 2.395,-/ mdr.
(minus evt. børns bus/ tog kort)

5) Drop ferierejsen til udlandet!

En ferie er ofte langt dyrere, end man regner med. Selve rejsen er ikke den dyreste, men udgifterne på selve rejsen, er den, der trækker tænder ud!

Din Gin/ Tonic på fortovscafeen, restaurant besøg, transport, underholdning, forsikring, sololie, myggebalsam og jeg kunne blive ved…

Ferierejser til udlandet koster i gennemsnit kr. 9.300,- pr. person (2007 for 4 eller flere overnatninger).

Til sammenligning koster en ferierejse i Danmark i gennemsnit kr. 2.300,-!

Drop ferierejsen helt i en periode. Det er luksus og IKKE nødvendig!

Ekstra penge til at betale gæld:
Ca. kr. 800,-/ mdr.

Skriv i kommentar feltet nedenfor, hvis du har ideer eller kommentarer til artiklen.

Abonnér
Giv besked når

1 Kommentér
Nyeste
Ældste Flest stemmer
Inline Feedbacks
View all comments

Betragter ikke en bil som luxus. Kan godt komme på job med bus, hvis det var men kan ikke komme hjem med bus. Den sidste bus går kl 20.00 og jeg har fri kl. 23

{ 1 comment… add one }