≡ Menu

Sådan klares Fogedretten nemt

Hvis du modtager et brev, hvor du indkaldes til besøg i Fogedretten får de fleste en ubehagelig fornemmelse i maven.

Der er mange myter om, hvad der kan ske i fogedretten, men i virkeligheden er du rigtigt godt stillet, medmindre du ejer fast ejendom eller har aktiver/ værdier, der anses for at være unødvendige.

Fogedretten i København

Fogedretten i København

Fogedretten bruges kun af private kreditorer/ virksomheder, som f.eks. finansieringsselskaber og banker.

Hvis du ikke overholder betalingsaftaler med det offentlige, bliver du IKKE kaldt i fogedretten, men i stedet bliver du kaldt til møde i Inddrivelsescentret, der fungerer som det offentliges ”inkassofirma”.

Mødet i fogedretten tager oftest få minutter og hvis du er forberedt og har læst denne artikel, er du godt klædt på til mødet.

Formål

Hvis du ikke overholder en betalingsaftale, kan kreditor eller dennes inkassofirma vælge at indkalde dig til fogedretten.
Kreditors formål:

  • at tage udlæg i dine værdier.
  • at få din underskrift på, at du accepterer lånets størrelse og eksistens, for at undgå forældelse af gælden.
  • at indgå en betalingsaftale med dig

Kreditor er nødt til at indkalde dig i Fogedretten, hvis lånet er ved at være forældet, og du ikke frivilligt underskriver et nyt gældsbrev.

Kreditors rettigheder i fogedretten

Kreditor kan IKKE kræve, at du betaler eller indgår en betalingsaftale i fogedretten.

Kreditor vil spørge til din økonomi og forsøge at tage udlæg i værdier som f.eks. fast ejendom/ andelsbolig, designermøbler, bil, malerier, indskud i lejelejlighed eller andre ting, som fogeden vurderer der kan tages udlæg i.

Der kan ikke tages udlæg i ting, som du skal bruge for at kunne ”Holde et beskedent hjem og levefod”.

Fogeden vurderer individuelt, hvad kreditor kan tage udlæg i. F.eks. kan der tages udlæg i en bil, medmindre bilen er afgørende for, om du kan udføre dit job. Har du en dyr bil, kan fogeden beslutte, at bilen skal sælges, og du må købe en billigere. Overskuddet går derefter til kreditor.

Hvis du indgår en betalingsaftale med kreditor i fogedretten, og der tages udlæg i dine værdier, skal betalingsaftalen overholdes. Hvis du ikke overholder aftalen fremover, kan kreditor senere kræve dine værdier omsat i kontanter og få det udbetalt.

Dette gælder også ejerbolig, andelsbolig, bil m.m. Du kan altså i yderste konsekvens blive sat på gaden, hvis du ikke overholder den aftale, der indgås i fogedretten.

Du kan læse mere om udlæg i artiklen “Om udlæg i fogedretten og hos pantefogeden“.

Hvis du derimod overholder den indgåede aftale, kan du beholde de ting, der er taget udlæg i.

Hvis du vælger ikke at ville lave en betalingsaftale med kreditor, kan kreditor kræve dine værdier omsat til kontanter uden videre.

Hvis du vælger ikke at lave en betalingsaftale og ikke har værdier, som kreditor kan tage udlæg i, kan kreditor kun vente på, at du en dag frivilligt vil indgå en betalingsaftale.

Hvis du ikke har værdier, der kan tages udlæg i, erklæres du ”insolvent”.

Du er fredet for alle dine kreditorer i 6 måneder, hvis du erklæres insolvent.
Læs mere om insolvens og insolvenserklæring.

Når de 6 måneder er gået, kan kreditor endnu engang indkalde dig til fogedretten, og samme møde i fogedretten gentages.

Dine pligter og rettigheder

Når du bliver indkaldt til fogedretten, står der i brevet, hvilken dokumentation, du skal medbringe.

Til mødet vil kreditor spørge til dine værdier og din økonomi generelt, og du har pligt til at tale sandt. Du kan straffes, hvis du taler usandt i fogedretten.

Du er ikke forpligtet til at betale eller indgå en betalingsordning i fogedretten. I princippet kan du tjene en million om måneden og have rigeligt økonomisk overskud til at indgå en aftale, men vælge at lade være.

Hverken fogeden eller kreditor kan kræve en betalingsordning, uanset hvad. Husk det!

Fogedens rettigheder

Fogeden vurderer og beslutter, hvilke værdier, som kreditor kan tage udlæg i.

I virkeligheden skal fogeden sørge for, at dine rettigheder overholdes. Så man kan sige, at han på din side.

Han er ”dommer” og sørger for, at alt juridisk er i orden, og at alt er gået rigtigt til.

Mødepligt

Mød altid op!
Hvis du bliver syg, ring da til fogedretten og bed om udsættelse. De vil måske bede dig om en lægeattest.

Du kan også skrive en fuldmagt til en person, der kan træde i dit sted i fogedretten. Fogeden kan dog alligevel kræve, at du møder personligt.

Hvis du udebliver uden gyldig grund, kan du risikere at møde fogeden ved din bopæl samme dag eller senere, eller blive hentet af politiet inden en overskuelig tid uden varsel!

Tips

Inden mødet skal du have lagt et realistisk budget for dig selv/ din husstand, så du kan vurdere, om du kan eller vil indgå en betalingsaftale.

Beslut altid dig for, hvad du vil gå med til i fogedretten inden mødet.

Du kan let komme til at føle dig presset og dermed lave en aftale, du ikke kan overholde. Konsekvensen af dette er, at du bagefter ikke vil have penge nok til rådighed.

Lav aldrig en betalingsaftale, du ikke kan overholde.

Ofte indkalder kreditor dig til fogedretten for at undgå forældelse af gælden.
Kontakt kreditor og spørg om mødet i fogedretten kan undgås, hvis du underskriver et gældsbrev. På den måde undgår du yderligere omkostninger til fogedret m.m.

Hvis du har spørgsmål og kommentarer til denne artikel, er du velkommen til at skrive dem nedenfor.

 
{ 1300 kommentarer }
{ 1300 kommentarer… add one }
  • sanne 16. februar 2018, 21:09

    Jeg skal i fogedretten og tænker om de må tage udlæg i det indskudslån min man har betalt for vores bolig.
    Vi har ikke skrevet noget fællesdok. på dette, men han har kvittering fra posthuset.

    • Berthel Lehmann 17. februar 2018, 21:12

      Hej Sanne
      Ja, kreditor kan tage udlæg i depositum.

  • Mary Mølgaard 16. februar 2018, 10:12

    Hej Vi har et krav for en arbejdsopgave mod et firma. Vi har haft det i foderetten, hvor indehaveren erklærede under straffeansvar at han fra 01-02-2018 ville afdrage 1000,- kr om måneden. Hvilket han ikke har gjort. Det eneste vi fik udlæg i var et depositum på hans lejemål. Vi ved at han forsætter med at sælge byggemateriale og hyre arbejdskraft uden at betale. Hvad kan man nu gøre? Kan man kræve det depositum udbetalt så han må fraflytte sit lejemål?. Forstår ikke at man ikke kunne gøre udlæg i hans byggematerialer. Med venlig hilsen Mary Mølgaard

    • Berthel Lehmann 17. februar 2018, 21:09

      Hej Mary
      Budgethuset.dk handler om skyldneres muligheder og rettigheder. Hvis du har brug for rådgivning til inddrivelse, kan du kontakte et inkassofirma eller advokat.

  • Frederik 15. februar 2018, 14:06

    Tak for denne fine side!
    Min forespørgsel: Kan en kreditor, der har indstævnet mig til fogedretten, kræve, at jeg medbringer alskens dokumentation i form af f.eks. skattemapper og kontoudskrifter?

    • Berthel Lehmann 15. februar 2018, 14:18

      Hej Frederik
      Nej, det kan de ikke kræve.
      Du har kun pligt til at tage dokumentation med, hvis fogedretten kræver dette.
      Det står i indkaldelsen. Det er dog sjældent, at fogedretten beder om dokumentation, bortset fra registreringsattest, hvis en bil skal sælges.

      • Frederik 16. februar 2018, 10:57

        Mange tak for svar!

  • anni westergaard Nielsen 11. februar 2018, 18:47

    vil spørge hvilke muligheder man som privat person har for at få sine penge.
    en håndværker snød mig for 300.000 kr men da han erklærede firmaet konkurs kunne jeg ikke sagsøge – men han underskrev en aftale om som privat person at opføre en carport – dette skete ikke og jeg sagsøgte ham – der faldt så dom om at han skulle betale mig 50.000 kr. – da dette ikke skete overtog fogedretten sagen og der er tinglyst at jeg har har værdi for 50.000 i skyldners ejerbolig og en aftale om betaling i afdrag. Dette overholder skyldner absolut ikke,
    hvordan kan jeg som privatperson få skyldner i RKI? og kan jeg anmelde skyldner for falsk vidneforklaring i fogedretten (han erklærede sig først insolvent hvilket var falsk – og sagen i fogedretten måtte gås om) jeg har jo ingen reelle muligheder for at få mine penge???
    mvh Anni WN

    • Berthel Lehmann 13. februar 2018, 11:48

      Hej Anni
      Jeg har valgt at svare på spørgsmål fra skyldnere og har desværre ikke timer nok i døgnet til at svare på spørgsmål om inddrivelse også.
      Kontakt evt. et inkassofirma eller advokat for svar på dit spørgsmål.

  • Pip 9. februar 2018, 10:05

    Hej.
    Efter konkurs af storlandbrug samt 2 forsøg på gældssanering (som vi blev nægtet) af håbløs gæld, må vi nu kaste håndklædet i ringen og sige, at vi må “overleve” i gælden (to cifret mill.beløb). Mit spørgsmål er nu,- kan man lade gælden forælde ved at nægte, at underskrive den erklæring, der ellers fornyer/anerkender gælden og dermed på et tidspunkt blive gældsfri? Eller vel en ny periode blot begynde, hver gang de hiver os i Fogedretten? Vi ville gerne betale,- men kan ikke. Vi ejer hverken hus, bil eller andre værdier, har 4 hjemmeboende børn. Det er kun min mand, der er erklæret konkurs og dermed hans gæld. Har et inderligt håb om, at jeg engang bliver i stand til at købe huset, hvori vi bor nu,- det må jeg da gerne, ikke? jeg skylder ikke penge nogen steder. På forhånd tak.
    Mvh Pip

    • Berthel Lehmann 13. februar 2018, 11:42

      Hej Pip
      Forældelse afbrydes ved møde i fogedretten.
      Derfor vil kreditor altid sørge for at afbryde forældelsen ved jeres underskrift. Hvis i ikke underskriver, indkaldes man til fogedretten.
      Da det er din mand og ikke dig, skulle der ikke være noget i vejen for, at du køber huset, hvis din økonomi tillader det.

  • Rikke Geisshirt 3. februar 2018, 00:50

    Hejsa
    Hvad hvis man har lån f.eks 8 forskellige steder og ikke kan betale til nogle af dem. Skal man så i fogedretten 8 gange? Jeg tænker at det er lidt anstrengende at skylle bede om fri i ny og næ pga. Det. Hvis man erklærer sig insolvent og vælger ikke at indgå forli i fogedretten. Er man så sat på “ Helle” de andre steder fra i 6 mdr?
    Hvad hvis man im feks 6 år arver. Får de besked om dette?
    Mvh Rikke. Tak for nogle godt svar

    • Berthel Lehmann 13. februar 2018, 10:00

      Hej Rikke
      Hvis der ikke kan tages udlæg i nogle af dine værdier, er du insolvent og så har du fred for indkaldelse i fogedretten i 6 mdr.
      Ellers kan kreditorer frit indkalde dig i fogedretten.
      Kreditorer får ikke automatisk besked, hvis du arver.

Drop svar

Skriv en kommentar

Næste artikel:

Forrige artikel: