≡ Menu

Top 5 ”fortrydelser” ved livet hos døende mennesker

Hvad er egentlig det vigtigste i livet?

fortrydelser-hos-doendeDet har vi sikkert alle forskellige meninger om, men for at komme det nærmere, kan man jo spørge døende mennesker.

Det er lige præcis, hvad en australsk sygeplejerske har gjort og i denne artikel kan du læse top 5.
Sammenlign dem med din egen tro og gør noget ved det, hvis det giver mening for dig.

Bronnie Ware har over flere år passet døende mennesker i de sidste 12 uger af deres liv. Hun har samtidigt studeret deres fortrydelser og disse har hun skrevet en bog om. (The Top Five Regrets of the Dying).

Svarene var IKKE mere sex, bungy jump, den nye iPhone eller andre materielle goder. Blandt toppen, fra mænd i særdeleshed, var ”Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så hårdt”.

Her er top 5 fortrydelser hos døende

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at leve livet for mig selv, og ikke hvad andre forventede af mig

”Dette var den mest almindelige fortrydelse hos alle. Når folk indser, at deres liv næsten er forbi og ser tilbage, er det let at se”.

2. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så hårdt

”Det fortalte alle de mandlige patienter, som jeg plejede. De gik glip af deres børns ungdom og samvær med deres partner. Kvinder talte også om denne fortrydelse, men da de fleste var en ældre generation, havde mange af de kvindelige patienter ikke været forsørgere. Alle mænd fortrød inderligt at have brugt så meget af deres liv på at arbejde for at opretholde “livets trædemølle””.

3. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser

”Mange mennesker undertrykker deres følelser for at opretholde fred blandt andre. Derfor blev de anset som ”middelmådige mennesker” og blev aldrig anerkendt for, hvad de kunne have opnået. Mange udviklede sygdomme som resultat af deres bitterhed og vrede”.

4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten med mine venner

“Ofte ville de ikke rigtig indse det fulde udbytte af gamle venner, indtil deres døende uger, og der var ikke altid muligt at spore dem. Mange havde fået så travlt med deres eget liv, at de havde ladet gode venskaber glide ud gennem årene. Der var mange dybe fortrydelser ved ikke at give venskaber den tid og indsats, som det fortjente. Alle savner deres venner, når de er ved at dø”.

5. Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være lykkeligere

“Dette er overraskende almindeligt. Mange var ikke klar over, at lykke er noget, man selv vælger, indtil slutningen af deres dage. De havde fastlåst sig i gamle mønstre og vaner. Frygt for forandring havde bildt dem selv og omgangskredsen ind, at de var tilfredse, selv om de inderst inde længtes efter at grine igennem og have fjollet mere”.

Denne artikel er oversat efter bedste evne fra artiklen ”The Top Five Regrets of the Dying” (the Guardian). Bogen kan købes her.

Hvis du har kommentarer, er du velkommen til at skrive nedenfor.

 
{ 9 kommentarer }
{ 9 kommentarer… add one }
  • Ove Klindt 5. marts 2017, 17:41

    Jeg ved naturligvis ikke, hvor mange uger jeg har “tilbage”. Jeg synes også, at livet har givet mig mangt og meget.

    Jeg synes osse, at jeg har “givet noget tilbage”. Jeg synes osse, jeg har haft det lidt vanskeligt, når jeg blev stillet over for spørgsmålet: Er det noget, du har fortrudt?

    Når man er blevet 68, har man jo lavet en masse brølere i sit liv. Store og små. Over for forældre, familien, sin partner(e)…følgesvend. Og den sværeste: Fortrød du, at du missede og forlod læreruddannelsen. Næh! Jeg har svaret “nej” hver gang. Jeg kunne jo ikke andet dengang…og jeg levede jo forholdsvis “happy ever after”.

    I dag, søndag den 5. marts 2017, har jeg så endelig fundet noget, jeg har gjort og fortrudt. I mine yngre dage var jeg en ivrig fotograf og har taget stakkevis af billeder. hvoraf halvdelen vel sagtens har “overlevet” og kan fremvises i vores digitalkamera- tidsalder.

    I en lang periode af mit “foto-liv” fotograferede jeg til lysbilleder, som jeg havde stor glæde af…når fremviseren og det transportable lærred endelig blev stillet op.

    Desværre begik jeg den fejl i forbindelse med 2. skilsmisse og flytning ikke at bringe stakken af billeder, fremviser og lærred med mig videre i livet…jeg ved, at de via nethinden er lagret et eller andet underfundigt sted i min hjerne.
    Men det kan andre jo ikke bruge til noget…jeg fortryder, at jeg har “deleted” denne skat af billeder…

  • Knud Borum 2. februar 2016, 12:21

    Jeg læser mange buddhistiske skrifter og elsker, at læse om Karma og hvad “Karmapolitiet “, korrigerer for dig hele tiden i forrige, nuværende og kommende liv på vejen mod Dharma og udfrielse fra jordiske bindinger og dumhed og lidelse ved ubevidste og forkerte valg.

  • Ole Birk Henriksen 6. maj 2015, 16:29

    Jeg undrer mig over, hvorledes vedkommende person kunne passe de døende de sidste tolv uger af deres liv. Inden døden ved ingen da, hvornår den vil indtræffe.

    • mia 9. maj 2015, 15:12

      Hun kunne f.eks. arbejde på et hospice

  • Kirsten Lehd 5. maj 2015, 21:38

    Tankevækkende. ..men det er tanker jeg netop i denne tid overvejer. Ikke som tanker om hvad jeg ikke vil fortryde inden jeg dør, nej men om hvad jeg ikke vil fortryde fordi jeg ikke mere er i stand til det. Min mor døde for en måned siden og i min nærmeste familie er der Altheimers at kæmpe med. Jeg er 70 år og bruger alt for meget tid på tv og sofa jeg vil ud og se mere af mit dejlige land Jeg ved det kan vende på et øjeblik…..lev og lad leve.

  • Anna 13. maj 2014, 07:36

    Det er en meget tankevækkende artikel, som jeg i midt i livet forsøger at leve efter. Jeg har været leder i 5 år, men er nu gået tilbage til et helt almindeligt konsulentjob, hvor jeg kan nøjes med at arbejde 35-40 timer om ugen. Jeg er mor til 4 børn i alderen fra 15 til 6 år og kan se, at jeg prioriterede forkert, da mine teenagere var små med aupairs, barnepige og alligevel følte jeg aldrig, at vi havde tid nok.

    Mit store hus er solgt. Vi har købt et mindre med mindre have og tæt på hele byen. Vi har ikke længere nogen au-pair for jeg henter selv mine børn nu og har tid til deres lektier, vennebesøg, samvær og ikke mindst har jeg fået mulighed for at se mine egne venner 1-2 gange om ugen, dyrke motion og gøre mange flere livsnærende ting.

    Flere af mine gamle venskaber er ved at løbe ud. Det er ganske trist, men deres livsværdier har ikke ændret sig på samme måde som mine. Jeg har i stedet mødt nye potentielle venner blandt nye naboer, mine børns venners forældre og er også blevet aktiv i teatergruppe. Det kan gøre mig trist, men jeg må fokusere på det virkelig nære og jeg kan mærke, hvordan både tennisalbue, migræne, forhøjet blodtryk og ømme led er blevet markant bedre efter jeg har mulighed for at kunne træne i fitness 1-2 gange om ugen og nu sover mindst 7 timer hver nat.

    Jeg har tid til at ringe op til mine venner og vi kan snakke længe. Jeg har tid til at købe en kage og invitere en veninde spontant på besøg. Jeg har overskud til at lave kaffe til mit barns vens far, når han henter sit barn hos mig. Jeg har fået tid til at mærke min sorg over, at børnenes far døde for 2 år siden i et trafikuheld og vores verden blev vendt på hovedet. Livet er værdifuldt og de relationer, som vi bærer i hjertet er mere værd end et stort hus på den rigtige adresse for den dag vi dør er vi alle ens for døden uanset vores materielle stand.

    Anna

  • torben pedersen 8. januar 2013, 11:27

    Ja, man skal leve livet og gøre hvad man har lyst til og ikke gøre hva andre syntes man skal gøre. Gør hva du har lyst til og hvad angår arbejde er det desvære sådan at det næsten er nødvendigt at arbejde hårdt for at få en nogenlunde tilværelse.

    Jeg har været murer hele mit liv og haft egen murerforretning, og nu er jeg gået ned med firmaet og har gået på kontanthjælp et år nu med 6000 kr udbetalt

    Så ikke meget at gøre godt med, men har det faktisk skide godt. Er fri for det stressede arbejdsmarked og kan gøre næsten hvad jeg vil herhjemme, alså ikke hvis det koster penge, men penge er ikke alt.

    Jeg trives ved det bortset fra jobcentre og kommune de stresser en meget. Nu går jeg og venter på hvad ankenævnet kommer frem til angående min førtidspension.

    Fik afslag ved kommunen for et år siden, stoppede mine sygedagpenge. Har været medlem af a kasse i 32 år og er nu på kontanthjælp.

    Jeg vil sige at jeg er blevet meget overrasket over hvordan kommunen behandler sine borgere når de virkelig trænger til hjælp. Jeg troede at ens sagsbehandler var der for at hjælpe borgerne, men nej må jeg sige,de er der kun for at, ja undskyld bekæmpe borgeren og prøver at snyde og bedrage borgeren hele tiden. Der sker jo ikke noget hvis de laver en fejl eller snyder en borger.

    Jeg har vundet 2 sager over dem nu, rundt regnet 60.000 kr. vedr. satster på sygedagpenge da jeg var selvstændig og det første halve år efter jeg var stoppet, fik jeg min sats.

    Hvis jeg ikke havde været så stædig og blevet ved, havde de snydt mig for de penge og kan godt forstå så mange ikke orker den kamp, for det er faktisk hårdere end at tage på arbejde.

    Men som sagt så er jeg en lykkelig mand der har 1.500 kr tilbage når alt er betalt. Jeg hygger mig hver dag, og ser frem til en afgørelse af pensionssagen denne måned, med tilbagebetaling af 7.000 kr pr måned et år tilbage, for uberettiget stop af sygdagpenge.

    Kan i have det godt. Livet kan være en gyser.

    • Berthel 10. januar 2013, 16:19

      Hej Torben,
      Mange tak for din historie!

    • Solveig 16. maj 2015, 16:17

      Super godt gået og pøj pøj med pensionen

Skriv en kommentar