≡ Menu

Økonomisk krise for boligejere er på vej

Alle de røde lygter lyser skarpt. Alle de dårlige tegn er tydelige.
Jeg kan lugte, at en krise er på trapperne.
Hvad mon der sker og er du rustet til den?

Jeg er ikke ekspert i samfundsøkonomi, og jeg har ikke videnskabelige facts til at bevise mine påstande, men min ”næse” og fornuft kan lugte det. Og det lugter grimt!

Der er flere tydelige tegn på, at mange snart kommer til at opleve en økonomisk krise og her vil jeg fortælle dig, hvordan det hænger sammen.

Måske tænker du som jeg, at sådan noget samfundsøkonomi er lige til at falde i søvn over. Jeg vil forsøge at gøre det lidt mindre ”tørt”, så du kan læse hele artiklen uden at falde i søvn;)

Drømmen, der blev til virkelighed

Det er ligesom i en amerikansk film og jeg ser det tydeligt for mig. I et hyggeligt hus om aftenen sidder familien i stuen med lille Ida på 5 år og Thomas på 8 år.

Drømmen, der blev opfyldt

Drømmen, der blev opfyldt

Udenfor blæser og regner det. Indenfor sidder familien trygt og der er tændt op i pejsen. Parret ser hinanden dybt i øjnene og smiler lykkeligt. Det er hyggeligt og dejligt. Det er drømmen, der er gået i opfyldelse, men den drøm vil snart vise sig fra den grimme side for mange tusinde boligejere.

Kraftigt dalende boligpriser

For ca. 8 år siden introducerede regeringen afdragsfrie boliglån. Det er en af de mest vanvittige beslutninger, vores regering nogensinde har lagt på bordet. Det er ligesom at tisse i bukserne.

Dejligt lunt de første 10 år, men nu begynder det at blive koldt. Meget koldt!

Det betød at man kunne købe en bolig og kun betale renterne på lånet de kommende 10 år. Ingen afdrag på selve gælden. Det betød, at boligpriserne steg op til ca. 25%! Pludseligt kunne mange flere købe bolig og efterspørgslen blev så stor, at boligpriserne steg voldsomt.

Men nu skal regningen snart betales. De første afdragsfrie lån udløber om ca. 2 år og det betyder, at alle der indtil nu kun har betalt renter af lånet, nu også skal afdrage på selve lånet. Det betyder naturligvis at de månedlige udgifter til boligen stiger.

Bomben springer snart

Over halvdelen af lån til boligkøb i Danmark er afdragsfrie (54,5% i 2011).
Hvad mon der sker, når over halvdelen af alle boligejere, skal til at betale en markant højere husleje end nu?

Mon ikke, at mange tusinde ikke kan betale, og at vi vil se et kæmpe boom i tvangsauktioner og hussalg?

Jo, det tror jeg desværre og en konsekvens bliver også, at når de mange boliger sættes til salg vil priserne automatisk dale kraftigt.

Det er sgu noget rod og jeg bliver harm på de politikere, der har sørget for, at afdragsfrie lån blev indført!

Prisen skal snart betales og det bliver dyrt i menneskelige omkostninger. Tusindvis af familier kommer i en kæmpe økonomisk krise og det begynder i slutningen af 2013, hvor de første afdragsfrie lån ikke bliver afdragsfrie mere, da perioden på de 10 år slutter.

Er det ikke deres egen skyld?

Tjo… Det kommer an på, hvordan man ser på det. Ser man simpelt og kynisk på det, er det 100% deres egen skyld. De kunne jo bare lade være med at tage et afdragsfrit lån.

At se på det sådan, mener jeg er unuanceret. Vores samfund har et ansvar for at beskytte hinanden. Derfor har vi lovgivning og regler, der skal beskytte. Man kunne sammenligne det med narkotika. Hvorfor skulle vi dog forbyde det? Folk kan jo bare lade være med at købe det? Ejj… den holder ikke.

Heldigvis beskytter vi hinanden i samfundet, så sarte sjæle og andre, der nemt falder for fristelser, beskyttes.

Det gælder også økonomi. Der skal være regler og love for at beskytte.

Afdragsfrie lån har gjort det modsatte. Det har ”lokket” mennesker til at købe en bolig. Der er jo ingen mennesker, der kan forudsige deres økonomi 10 år i fremtiden og mange har nok tænkt ”Jeg tjener sikkert mange flere penge om 10 år, så det bliver ikke noget problem”.

Desværre er det ikke tilfældet for mange mennesker og derfor kommer det til at gøre ondt, rigtigt ondt.

Hvad kan du gøre?

Hvis du er boligejer, bør du få en vurdering af din bolig og kontakte dit realkreditinstitut eller hvor du har lånt penge til boligen for at høre, hvor meget du skal betale af på lånet, hvis du skulle starte med at afdrage i morgen. Det vil give dig et billede af, hvordan din økonomi kunne komme til at se ud, når det kommer så langt.

Så har du i det mindste tid til at forberede dig på, hvordan det kommer til at se ud og har dermed tid til at reagere og planlægge, inden det er for sent.

Når de første 10 år er gået, bliver der måske mulighed for at forlænge den afdragsfrie periode. Altså lave et nyt lån. Det betyder, at værdien på din bolig bliver vurderet igen og derefter kan du låne op til 80% af boligens markedspris. For mange vil dette ikke være en mulighed, da markedsværdien er faldet.

For en god ordens skyld, vil jeg lige gentage, at jeg ikke er ekspert i samfundsøkonomi og at mine påstande i denne artikel ikke skal opfattes som ”sandheden”, men blot min fornemmelse for, hvad fremtiden byder på i forhold til boligmarkedet.

Du skal ikke sælge/ købe bolig på grund af noget, jeg har skrevet i denne artikel, ellers sparker jeg dig over skinnebenet;) Hvis du vil vide mere, vil jeg anbefale at du kontakter en rådgiver, der er ekspert på området.

Abonnér
Giv besked når

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments
{ 0 comments… add one }