Hvis du har oparbejdet en stor gæld og ikke kan overholde dine aftaler længere, har du forskellige muligheder for at lave en ny aftale med dine kreditorer. Frivillig akkord er en mulighed.

Frivilligt forlig er et godt alternativ til gældssanering
En frivillig akkord kan sammenlignes med en gældssanering, som du og kreditorerne laver indbyrdes uden indblanding fra fogedretten, skifteretten eller andre myndigheder.
Din gæld skal som hovedregel være umulig at tilbagebetale indenfor en periode på ca. 5-7 år. Det er dog ikke en betingelse.
En frivillig akkordordning går ud på, at kreditorerne nedskriver din gæld med en vis procentdel. Hvis du f. eks. skylder 2 mio., kan du foreslå alle kreditorerne en dividende på 25 %, hvilket betyder at kreditorerne kun skal have kr. 500.000,- i alt, hvorefter du er gældfri.
Som tommelfingerregel skal du kunne betale hele din gæld af på ca. 5 år. Hvis det ikke er muligt, er det et godt udgangspunkt for at lave en frivillig akkord med dine kreditorer.
Lav en oversigt over alle dine kreditorer og regn ud, hvor meget du skylder i alt.
Eksempel:
Kreditor A: kr. 10.000,-
Kreditor B: kr. 60.000,-
Kreditor C: kr. 340.000,-
Kreditor D: kr. 23.000,-
I alt: kr. 433.000,-
Lad os antage, at du efter dine faste omkostninger samt leveomkostninger har kr. 3000,- i overskud om måneden.
Disse 3000,- kan du altså bruge til at betale gæld af til samtlige dine kreditorer.
Planen går ud på, at du nu betaler kr. 3.000,- hver måned, fordelt ligeligt imellem alle kreditorerne i 5 år, hvorefter du er gældfri.
Hvis du i stedet skulle betale hele din gæld på i alt kr. 433.000,-, ville du først have betalt hele din gæld efter 144 måneder (12 år), og som tommelfingerregel skal du kunne betale hele din gæld af på 5-7 år. Derfor er her foreløbigt et godt grundlag for en frivillig akkordordning.
Regn på, hvor meget du vil kunne betale i alt de næste 5 år (60 måneder). I dette tilfælde ville det være kr. 180.000,- (3000,- x 60 måneder)
Kr. 180.000,- udgør ca. 41% af din gæld.
Det vil sige, at du nu kontakter alle kreditorerne og vedlægger dit budget, gældsoversigt med navne og beløb på alle dine kreditorer og beder dem acceptere denne frivillige akkord samt stoppe med tilskrivning af flere renter fremover.
Hvis de accepterer, modtager de hver 41% af det beløb, du skylder dem, fordelt over månedlige indbetalinger over de næste 5 år.
Når de 5-7 år er gået, er du gældfri.
Hvorfor skulle kreditorerne gå med til det?
Umiddelbart lyder det måske ikke helt logisk for dig, men i princippet kunne du helt undlade at betale dine kreditorer overhovedet. Altså ville de aldrig modtage én krone fra dig.
Nu har de i det mindste mulighed for at modtage en del af det skyldige beløb, hvilket er bedre end ingenting. Der er dog ikke sikkerhed for, at de accepterer dit forslag. Hvor meget de vil acceptere at tabe, er umuligt at sige, da kreditorerne hver for sig regner på, om løsningen er til fordel for dem.
Krav til at indgå en frivillig akkord
Denne løsning forudsætter, at du ikke har nogen stor gæld til det offentlige, som jo i inddrivelsessammenhænge har en klar fordel og derfor vil tage hele dit månedlige overskud. Derfor vil du ikke have mulighed for at betale andre kreditorer.
Det offentlige kan på lige fod med andre kreditorer kontaktes for indgåelse af frivilligt akkord.
Gennemskueligt budget og dokumentation er meget vigtigt, når du forsøger at indgå en frivillig akkordordning. Det siger sig selv, at kreditorerne ikke ønsker, at du spekulerer i en sådan løsning for at slippe billigere, selvom du egentligt godt kunne betale det fulde beløb indenfor en overskuelig periode.
Hele din økonomi skal være dokumenteret og gennemsigtig for alle kreditorerne. Du skal også have en stabil indkomst og stabile boligforhold. Hvis du modtager kontanthjælp eller dagpenge, vil det være meget svært (læs: stort set umuligt) at få kreditorer med på denne model.
I stedet bør du vente, indtil du er kommet i arbejde igen.
Tips
Hvis du kan, vil jeg anbefale at du først søger gældssanering. Hvis det ikke er muligt, skal du forsøge at lave en frivillig akkord ordning med kreditorerne.
Hvis de ikke accepterer dit forslag, kan du vente noget tid og prøve igen.
På et tidspunkt vil de sandsynligvis være villige til at acceptere et forslag, da tiden taler til din fordel.