Du havde planlagt at tabe dig, få drømmejobbet, flytte til Spanien, stoppe med at ryge, begynde at motionere, få styr på gælden, økonomien eller noget helt andet?
I starten gik det fint og motivationen var i top, men efter noget tid forsvandt motivationen og projektet faldt til jorden. Du nåede ikke dit mål.
Hvad er det, der skal til for at komme i mål og hvordan kan det være, at nogle mennesker har nemmere ved det end andre?
Hvordan kan Oscar (se billede) deltage i finalen i de Olympiske lege uden ben og andre må opgive målet om at tabe 5 kilo på 3 måneder?
Manden er født uden underben!
Hvordan kan din nabos søn bo i Chile 6 måneder om året og resten af året i Danmark, have et fedt job, en hytte med palmer i baghaven og en sød kæreste?
Nej, disse mennesker er ikke guddommelige og de har ikke overnaturlige evner og du kan sagtens selv opnå store mål, hvis du følger nogle principper.
Drop tanken om, at det er tilfældigheder og held, der skal til for at lykkes med de store mål. Det er det ikke!
Det er en negativ tankegang, der prøver at overbevise dig om, at du nok ikke når de store mål, da du jo ikke er en af dem, der ”er heldige”, eller har overnaturlige evner.
Jeg har læst 1000 bøger, talt med kloge mennesker og eksperimenteret i flere år for at finde den metode, der virker bedst for mig. Den vil jeg dele med dig nu og til sidst kan du se et praktisk eksempel på planlægningen af et mål.
Toget kører nu!
Hop på og start med at planlægge dine egne mål!
Dine 3 personligheder
Du indeholder 3 personligheder. Bossen, Planlæggeren og Arbejderen. Disse 3 skal have et godt samarbejde og respektere hinanden for at opnå de langsigtede mål.
Bossen – den visionære
Bossen er den overordnede chef. Han har de store drømme og visioner og beslutter, hvilke langsigtede mål du skal nå. Han tænker kun på din lykke og drømme for fremtiden, aldrig på fortiden.
Han har ofte et anspændt forhold til de øvrige to personligheder, der jo skal føre hans langsigtede planer ud i livet. Når de ikke arbejder målrettet for at opnå hans mål, bliver han irriteret på dem.
Bossens typiske problemer:
Han har ingen mål eller målene er for små. Han mangler selvtillid og tror ikke rigtigt på, at målene overhovedet kan lykkes. Han er også bange for at fejle, da det kan give ham endnu mindre selvtillid.
Han har ikke tænkt grundigt nok på, hvad der egentligt gør ham glad. Altså, hvad der er det ”perfekte liv” for ham.
Bossens fjender:
Alle mennesker, der prøver at pille ham ned. Han skal holde sig langt væk fra folk, der er misundelige og piller ham ned, så de ikke føler sig underlegne og ikke risikerer, at du får dine ønsker opfyldt og dermed mere succes end dem. Disse mennesker har fejlet så mange gange med at opnå deres mål, så de har opgivet. At se dig opnå dine mål, minder dem endnu en gang om de drømme, de engang havde, men har opgivet.
Hold dig fra dem og del ikke dine drømme og langsigtede planer med dem. Disse personer er som gift for dine drømme og langsigtede planer.
Du kan godt omgås disse personer, men nøjes med at tale om vejret og tante Odas nye drivhus.
Planlæggeren – den praktiske
Når bossen har besluttet, hvad de vigtigste mål skal være, beordrer han ”planlæggeren” til at planlægge, hvilke opgaver der skal løses og hvornår for at nå målet.
Disse opgaver skal skrives ned og planlæggeren sætter deadlines på (datoer), så der slet ikke er tvivl om, hvordan målet nås og hvornår de forskellige opgaver skal være løst.
Planlæggerens typiske problemer:
Han går alt for meget i detaljer og bruger alt for meget tid på detaljer. Misforstå mig ikke. Han skal planlægge, hvad der skal nås i denne uge, men ikke nødvendigvis, hvilket klokkeslæt. Omvendt kan problemet også være, at han ikke planlægger detaljeret nok.
Derudover kan Planlæggeren også have problemer med vurdering af den tid, det tager at løse de forskellige opgaver for at nå målet.
Noget af det vigtigste for Planlæggeren, er at huske at afsætte tid til at fejre delmål. Altså holde statusmøder en gang om ugen eller måneden og planlægge at ”belønne” for godt arbejde.
Han skal også give plads i tidsplanen, så du kan holde weekend, slappe af, se vennerne og ”lade op”.
Planlæggerens fjender:
Hans øvrige to personligheder. Planlæggeren skal have tid til at planlægge, hvordan du når målet og hvad der skal til. Hans job er uhyre vigtigt og hvis ikke Planlæggeren gør sit arbejde ordentligt eller ikke laver en realistisk plan, er det svært at nå målet.
Derudover er han ansvarlig for, at holde motivationen oppe ved at praktisere de ”10 måder at motivere og holde fokus på”, som du kan læse om længere nede i artiklen.
Arbejderen – den impulsive der løser opgaverne
Han er den personlighed, de fleste har problemer med. Arbejderens opgave er at udføre de opgaver, som han har fået af ”Planlæggeren”. Arbejderen skal parere ordrer og man skal hele tiden holde øje med, at han ikke kommer med undskyldninger for at udskyde deadlines. Han er ofte irriteret på Bossen og Planlæggeren, da de giver ham opgaver, som han synes er unødvendige, umulige eller slet ikke giver mening.
Arbejderens motto er ”At planlægge og tænke er ikke arbejde. Kom nu i gang!”
Han er styret af følelser og impuls. For de fleste er han meget svær at styre.
Arbejderens typiske problemer:
Han vil bare have det sjovt nu og tænker ikke særligt langt ud i fremtiden. Højest én uge frem. Han tænker ofte ikke længere frem, end at købe mad ind om eftermiddagen, så der kan laves mad om aftenen. Han hader at ofre sig for at opnå de langsigtede mål, som Bossen og Planlæggeren har planlagt.
Hvis du f.eks. har planlagt at tabe 10 kg. er det ham, der står nede i Aldi og ”lister” en Snickers ned i indkøbskurven. ”Ah.. En enkelt chokolade bar går vel nok”. ”Jeg skal jo også leve”.
Det er også ham, der ligger i sengen og overbeviser sig selv om, at det er alt for koldt til at løbe nu. ”Måske bliver jeg syg, hvis jeg løber i det kolde vejr”, ”Måske falder jeg på det glatte fortov” osv.
Han kan også være sofistikeret og snu. Hvis dit mål f.eks. er at blive gældfri og derfor vil spare så meget som muligt og tjene så meget som muligt. Hvis Arbejderen tilfældigvis får tilbudt en ny lejebolig, der er dobbelt så stor som hans egen, mere lækker og kun koster kr. 500,- mere i husleje, så slår han til!
Det lyder jo også fristende, men nu viger han fra det vigtige mål! Det er at betale så meget til gælden som muligt. Og det gør man ikke ved at øge de faste udgifter, selvom det kan føles ulideligt fristende.
Han er alligevel god til at overtale sig selv. ”Sådan er tilbud får jeg måske aldrig igen”, ”Man skal da være dum, hvis man ikke tager i mod sådan et fantastisk tilbud!”.
Arbejderens fjender:
Især Bossen og Planlæggeren. Ifølge ham er de pisse irriterende. De spilder tiden med at tænke og planlægge, i stedet for at få arbejdet gjort. “Drop alt det snak og tag arbejdstøjet på!”.
Hans gode venner er dem, han shopper med, går i byen med og alle de ting, der giver en kort følelse af lykke. Det føles dejligt i en uge efter at have købt den nye iPhone, men smadrer langsomt de vigtige, langsigtede mål.
10 måder at motivere og holde fokus på (få styr på Arbejderen)
- Start med et mindre mål, der ikke tager særligt lang tid og ikke er for krævende. Opnå målet og mærk, hvor godt det føles. Derefter kan du sætte mål, der kræver lidt mere arbejde og tager lidt længere tid.
Eksempel på et mindre mål: Find en dårlig vane og drop den. Det kan f.eks. være at droppe kage til kaffen om fredagen, købe morgenmad på tanken, bide negle, købe fastfood eller hvad du selv mener, er en fordel for dig at droppe. - Et mål. Start med kun et mål. På længere sigt kan du godt have flere større mål, men i staten er det vigtigt at dit mål lykkes. Det øger dine chancer for at lykkes med de større kommende mål.
- Skriv målet ned på papir. Skriv også om de positive følelser, det giver, når du har nået målet.
- Målet skal være realistisk. Lad nu være med at planlægge at blive USA´s præsident om en uge. I starten skal målene være små og nemme. På længere sigt kan du godt presse dig selv mere. Når du er ”trænet” og har mærket følelsen af succes flere gange, kan du godt sætte mål, hvor du vurderer, at der er 50 % eller større chance for at nå målet.
- Du skal virkeligt ville det. Inden du planlægger dine langsigtede mål, skal du være sikker på, at du virkeligt ønsker det og det er noget, der virkeligt forbedrer din livskvalitet. I starten kan dine mål godt være at mindre betydning, men de langsigtede mål skal virkeligt være et dybt ønske.
- Det skal være målbart. Særligt i starten er det meget vigtigt. Det skal være helt tydeligt, når du har nået dit mål. Hvis du f.eks. vil holde op med at ryge, kunne et målbart mål være at være røgfri i 3 måneder. Det er et tydeligt målbart mål.
- Print det ud og hæng det op. Skriv målet ned og hæng det op på køleskabet, dørene i dit hjem, på dit arbejde, som baggrundsbillede på dit computer skrivebord, i bilen og hvor du ellers opholder dig. Hvis du f.eks. vil tabe 10 kilo, så find et billede på Google af en flot slank person, som du gerne vil ligne. Print det ud og hæng op.
- Opbyg forventning. Sæt en fremtidig dato for start på ”projektet”. Start ikke i dag, selvom det ”dirrer” i kroppen for at komme i gang. Når du sætter en fremtidig dato for start, opbygger du positive forventninger og dermed har en bedre chance for at lykkes. Det behøver ikke at være lang tid i fremtiden. Måske bare om en uge eller to. Tænk på startdatoen som den vigtigste dato i dit liv!
Måske er dit første mål ikke det vigtigste, men starten på en serie af fremtidige mål, der bliver kæmpe store og ændrer din livskvalitet på den gode måde! - Del dine mål med andre. Fortæl om dit mål til din ven, kæreste eller familie. Det giver ekstra motivation. At fejle gør mere ondt, når andre ved det. Derfor øger det motivationen og din chance for at lykkes.
- Husk at fejre dine sejre og delmål. Når målet er nået, skal det fejres. Del en flaske champagne med din kæreste eller noget andet, der tydeligt markerer, at du har nået dit mål og er klar til større mål.
Eksempler på mål
Husk, at mål skal være målbare! Hvis du f.eks. vil tabe 10 kg., skal der tid på.
F.eks. kunne målet så være ”Tabe 10 kg. på 3 måneder”.
Eksempler på kortsigtede mål: (varighed på 1-2 måneder)
- Se ikke TV i den kommende uge og brug i stedet tiden på at finde ud af, hvordan dit ”perfekte liv” ser ud og hvilke mål, du vil opnå.
- Sælg 5 unødvendige ting i den blå avis inden 2 uger
- Drop kaffen på tanken hver morgen i en måned
- Spar de første kr. 1.000,- op til din nødopsparing på en måned
- Løb 5 km. på under 30 min.
- Ryd op i kælderen
- Planlæg én familie aktivitet om ugen
Eksempler på mellemlange mål: (varighed på 2-8 måneder)
- Få styr på din gæld
- Tabe 10 kg
- Blive røgfri
- Lær at spille blokfløjte
Eksempler på langsigtede mål: (varighed på 8 måneder til 100 år)
- Blive gældfri
- Holde 3 måneders ferie i Kuala Lumpur
- Flytte til Spanien
- Bygge en båd
- Starte dit eget firma
- Blive løvepasser i Afrika
Hvis du ikke når dit mål til tiden
Det er helt ok. Ingen panik. Hvis et mål har slået fejl, bør du tænke tilbage og finde ud af, hvilken ”personlighed”, der svigtede og sørge for at gøre alt, hvad du kan for at forhindre det i at ske igen.
Hvis du f.eks. ”kommer til” at købe nogle fede støvler, når du tilfældigvis så dem i en butik, så begræns Arbejderen ved ikke at give ham dit kreditkort eller penge med, når du skal ud.
Hvis du f.eks. vil komme i form, kan du aftale at løbe sammen med en ven. Så er det sværere for Arbejderen at komme med undskyldninger og så har du også en anden person, du skal stå til ansvar for, hvis du ikke overholder jeres aftale.
Tænk over dine muligheder for at ”tvinge” eller motivere den personlighed, du har problemer med.
Med tiden bliver du bedre og bedre og chancen for at nå de helt store mål bliver meget større.
Nogle gange er det også svært for Planlæggeren at vurdere, hvor lang tid de forskellige opgaver tager for Arbejderen at løse. Derfor kan det være nødvendigt at justere på tidsplanen, efterhånden som det skrider fremad.
Det er der intet galt i. Bare det ikke bliver brugt som en dårlig undskyldning for at udskyde planer, når du i virkeligheden sagtens kunne nå det.
Sådan kommer du i gang
I starten bør du starte med små og kortsigtede mål. Efterhånden som du når dem, kan du sætte nogle mål, der kræver mere arbejde og er mere langsigtede.
Dit første mål kunne f.eks. være, at droppe fjernsynet den kommende uge og i stedet bruge tiden på at finde ud af, hvad dine kortsigtede og langsigtede mål er.
Hvordan ville det ”perfekte liv” se ud for dig?
Læs artiklen ” Planlæg dit liv og opfyld dine drømme”, hvor jeg mere detaljeret forklarer, hvordan du kan finde ud af, hvad dine mål kunne være.
Nedenfor kan du se et eksempel på, hvordan man kan planlægge et mål, hvor der er beskrevet delmål med deadlines. Hvis du har brug for en kalender til planlægningen, kan du gratis lave og hente en her.
Eksempel på planlægning af et mål
Se et eksempel på planlægningen af et mål:
Spar kr. 5.000,- sammen til en nødopsparing på 1 måned
Klik på Facebook “Synes godt om” knappen nedenfor, hvis mine artikler hjælper dig!
Så hjælper du mig med at nå et af mine store mål!