Hvad er den mest fornuftige måde at betale på i hverdagen?
Hvilke ulemper og fordele giver de forskellige betalingsmuligheder og hvad med gebyrer?
Hvordan du bruger dine penge i hverdagen betyder meget mere, end du sikkert tror.
Vi gør jo bare det, de fleste gør og så er det jo nok det rigtige, ikke?
NEJ! Mange med en stram økonomi vælger den forkerte løsning og det koster penge, overblik og hovedpine sidst på måneden.
Jeg vil jeg give dig min anbefaling til den bedste måde at betale på, så du bevarer overblikket og kan købe ind i fysiske butikker og på nettet sidst i artiklen.
Facts om betalingskort
Jeg har opdelt betalingskort i 4 typer:
Ved køb med disse kort, bliver beløbet trukket umiddelbart efter købet.
Kortene har saldokontrol, hvilket betyder, at du ikke kan købe for mere, end der står på den konto kortet tilhører.
Eksempler på debetkort med saldokontrol er Visa Electron, Maestro og Mastercard Debet.
Gebyrer
Der er ingen gebyrer ved køb med disse kort i danske fysiske butikker. Ved handel i ikke fysiske butikker (f.eks. nethandel) kan der opkræves gebyr.
Visa/ Dankort
Dette kort er en kombination af 2 typer kort i ét kort. Visa og Dankort.
Dankort delen bruges, når du handler i Danmark og Visa delen bruges, når du handler i udlandet.
Visa/ Dankort har ikke saldokontrol, hvilket betyder at du kan komme til at bruge flere penge, end der står på kontoen.
Gebyrer
Der er ingen gebyrer ved køb med dette kort i danske fysiske butikker. Ved handel i ikke fysiske butikker (f.eks. nethandel) kan der opkræves gebyr.
Dankort
Ved køb med Dankort bliver beløbet trukket på din konto umiddelbart efter købet.
Dankort har ikke saldokontrol, hvilket betyder at du kan komme til at bruge flere penge, end der står på kontoen.
Et Dankort kan ikke bruges i udlandet.
Flere banker tilbyder ikke Dankort. I stedet tilbydes Visa/ Dankort eller et debetkort med saldokontrol.
Gebyrer
Der er ingen gebyrer ved køb med dette kort i danske fysiske butikker. Ved handel i ikke fysiske butikker (f.eks. nethandel) kan der opkræves gebyr.
Kreditkort
Ved køb med kreditkort trækkes pengene ved køb typisk efter en periode på 4-6 uger.
Det kan sammenlignes med at låne penge i en kort periode.
Med disse kort køber man altså på kredit.
For at lokke kunder til at bruges disse “kortfristede lån” tilbyder de f.eks. rejseforsikring, rabatter på billeje m.m., hvis du bruger deres kort.
Eksempler på kreditkort er Mastercard og Diners Club.
Gebyrer
Ved køb med dette kort kan butikken kræve et gebyr af dig. Det gælder både ved handel i fysisk butik og ved handel på nettet.
Hold dig langt væk fra kreditkort!
Kortgebyrer i banker
I nogle banker betales et årligt gebyr for de forskellige kort. Dette er dog blevet helt umuligt at sammenligne, da det kommer an på, hvilken type kunde du er.
Hvis banken har stemplet dig som en dårlig kunde, skal du betale gebyr og hvis du har en masse lån og de tjener penge på dig (renter m.m.), får du det gratis.
F.eks. kan et Visa/ Dankort i Danske bank koste 150,-, men nogle typer kunder i Danske Bank skal ikke betale noget gebyr. Den samme uigennemskuelige prisstruktur findes også i flere andre banker.
Facts om kontant betaling
Dette er min foretrukne måde at betale på i alm. butikker. Ingen gebyrer!
Dog begrænser kontanter dig, da du ikke kan købe varer på nettet og du har ikke lyst til at betale med kontanter, hvis du skal betale et girokort på posthuset.
Andre fordele med kontanter
- Du bruger ikke flere penge end du har taget med og planlagt at bruge
- Det gør mere ”ondt” at betale med kontanter, da du kan føle dem forsvinde fra din hånd til en anden
- Du har mere styr på, hvor meget du har brugt
Del dit månedlige rådighedsbeløb op i 4 konvolutter, én pr. uge. Læg lige mange kontanter i hver konvolut.
Når en ny uge starter, henter du ugens konvolut og bruger KUN de penge, der ligger i den. Hvis der ikke er flere penge tilbage om fredagen, må du nøjes med at spise det, du har i køleskabet indtil mandag.
Budgethuset anbefaler
Brug kontanter og debetkort med saldokontrol.
Kontanter
Ved køb af dagligvarer, shopping, café ture og i det hele taget alle fysiske steder du tager til bør du KUN bruge kontanter. Det giver mere kontrol og overblik som nævnt i ovennævnte afsnit ” Facts om kontant betaling”.
Debetkort med saldokontrol
Bruges til køb på nettet og andre køb i ikke fysiske butikker.
Lad det altid ligge derhjemme, så du ikke fristes til at bruge det, når du er ude.
Når du er i udlandet vil jeg også anbefale at tage kortet med som sikkerhed, hvis du skulle miste dine kontanter. Læg det på hotellet et sikkert sted som f.eks. i en sikkerhedsboks.