Linda: Min personlige historie om gæld

I de kommende uger sætter Budgethuset fokus på gældsramte personers egne historier om, hvordan de er havnet i gæld. Hvis du selv har lyst til at fortælle din historie, kan du læse mere her.

Her kan du læse Lindas historie:

Her er min fortælling om hvordan jeg fik min gæld.

Sygdom og gæld er hvermands herre.

Jeg hedder Linda, bor på Midtsjælland og er 47 år.

I hele mit voksenliv har jeg arbejdet og betalt min skat med glæde, fordi jeg var sikker på at vi havde et godt velfærdssystem, der ville hjælpe mig hvis det skulle gå galt.

Men i august 2009 faldt jeg om med, hvad meget senere, skulle vise sig at være 4 blodpropper i hjernen.

Efter et halvt år kunne min mand igennem 19 år ikke klare mere, og vi blev skilt. Faktisk uden de store problemer.

Vores “søde” bankrådgiver var dog lige inde over og forlangte at jeg skulle tage kr. 100.000 af vores fælles kreditforeningslån.

Jeg fortalte damen på en venlig og bestemt måde at det ikke var aftalen imellem min ex og jeg, og at det i løbet af kort tid ville blive et problem for mig at betale kr. 2.500,- pr. mdr. på det lån, som blev lavet om til et forbrugslån.

Det gav hende dog ikke de store bekymringer.

Kort efter skilsmissen kommer jeg i januar 2011 på kontanthjælp, da min “sag” angående min sygdom ikke er afklaret. Det betyder, at jeg som det første må ringe til min udlejer og fortælle, at jeg ikke kan betale min husleje og derfor flytter jeg i løbet af 14 dage.

Alle mine betalinger bliver stoppet som f.eks. min fagforening, forsikringer, ligesom tilbagebetalingen af mit SU lån stoppes, og min lille Fiat Punto som er købt og betalt kontant, bliver solgt for langt under dens værdi og jeg flytter ind i et kælderværelse.

Jeg fik end dog problemer med at betale for min medicin, og i dag tager jeg kun den medicin der er allermest nødvendig, og ikke hvad jeg egentlig skal have. Det vil sige at sådan noget som kolesterolnedsættende medicin køber jeg ikke, selv om alle læger mener jeg skal have det.
Jeg har nemlig ikke råd.

Nu er det sådan at de forbandede blodpropper har givet mig diverse hjerneskader såsom hjernetræthed og delvis hukommelsessvigt og der er ingen hjælp at hente hos min kommune.

De sender mig bare rundt imellem diverse sagsbehandlere og hver gang det koster penge for kommunen siger ydelseskontoret nej, fordi jeg ikke har forsørgerpligt (mit barn er over 18 år).

I dag, efter næsten 4 år står jeg i gæld til halsen.

Jeg kan f.eks. ikke komme til tandlæge, selvom jeg har voldsomme skader på mine tænder efter bivirkninger pga. medicinen og jeg måtte låne kr. 8.000 kr. privat af en god ven, da jeg fik betændelse i munden pga. af mine tænders dårlige tilstand.

Herudover havde jeg store problemer med at finde en tandlæge der ville tage imod mig, fordi jeg fik kontanthjælp.

24 tandlæger måtte jeg igennem inden der var 1 der ville give mig et tilbud på, hvad det kostede at få ordnet mine tænder. Derefter sagde min kommune at der ville gå op til 10 hverdage inden de havde taget stilling til, om jeg kunne få den behandling som jeg havde brug for.

I kontanthjælpsloven findes der en § (kan ikke huske nr.) som gør at man kan søge om penge til ekstraudgifter i forbindelse med “pludselig opståede sociale begivenheder”.

Min mor blev syg i august 2011 og jeg blev ringet op fra sygehuset med besked om, at jeg skulle komme med det samme.

I 14 dage ligger jeg i fast rutefart over Storebælt med over 10 ture over broen i en lånt bil.

Min mor dør og bliver bisat i september 2011 og efterfølgende søger jeg at få mine udgifter til broen betalt.
Jeg får afslag med den begrundelse, at jeg skulle have søgt INDEN jeg påtog mig den udgift.

I december 2012 søgte jeg om gældssanering, men også dette fik jeg afslag på, fordi min “sag” ikke er afgjort, men der er der håb forude, fordi jeg sandsynligvis vil få gældssanering, når jeg får en afgørelse på min “sag”.

Så skal jeg bare søge igen og det er jo ingen sag med de skader jeg har på min hjerne.
(Ironi forekommer i denne kommentar)

I dag har jeg fået tilbudt et lille rækkehus, men det kræver lige at jeg kan få et beboerindskudslån. Så igen er jeg sat på ”hold” ved kommunen.

Konsekvenserne ved at jeg blev syg den dag i august 2009 har været så voldsomme, at jeg på nuværende tidspunkt ikke kan se ende og fornuft i noget.

Lige nu slås jeg med rent praktisk at finde en bank der vil tilmelde mig til PBS så min husleje bliver betalt. Men bankerne nægter simpelthen at give mig PBS eller netbank når de søger på mit person nr.

Jeg har fået en lille bil foræret (bor langt ude på landet og min hjerneskade gør, at jeg ikke kan tage offentlig transport) men kan ikke finde et forsikringsselskab der vil forsikre min bil, fordi jeg skylder penge til en anden forsikring.

Inden for det sidste år har jeg fået en ny “hobby”.

Når mine faste udgifter er betalt har jeg under kr. 2.500 tilbage pr. mdr. til mad, tøj, medicin og uforudsete udgifter, derfor er jeg nød til at skralde…

Som prikken over i' et kan jeg lige fortælle at jeg hørte den bedste nyhed i morges:

I Danmark bruger vi 5 millioner på at redde den udrydningstruet grønbroget tudse. Man regner med at der er 10-15 stk. tilbage som alle bor i et vådområde ved Københavns havn…

I mit næste liv vil jeg være tudse…