Mogens har haft egen virksomhed i mange år, men en dag ændrede hans liv sig markant!
I de kommende uger sætter Budgethuset fokus på gældsramte personers egne historier om, hvordan de er havnet i gæld.
Hvis du selv har lyst til at fortælle din historie, kan du læse mere her.
Her kan du læse Mogens´s historie:
Min gæld stammer fra december 2010.
Jeg havde indtil august 2007 været en hårdtarbejdende og pligtopfyldende person med egen ingeniør- og handelsvirksomhed gennem 27 år. Ingen restancer til hverken skat eller andre.
Alle fordringer betalt til tiden.
Men så skete der noget i august 2007.
Min daværende hustru gennem 39 år, havde bag min ryg kontaktet en psykiater i Århus (som jeg skulle begynde hos dagen efter) og “solgt” ham en fuldstændig fejlagtig ide om, at jeg led af mani – selvom det var behandling for depression, jeg havde bestilt hos ham. Han kendte mig slet ikke, men “åd” udsagnet fra min hustru. Jeg afbrød første møde, da jeg fik det at vide, og annullerede de 9 andre sessioner.
Nu begyndte lavinen for alvor at rulle. En aften omkring midnat blev der ringet på døren. Udenfor stod 2 uniformerede betjente, som bad mig om at følge med (de mente dog ikke, at jeg behøvede at blive lagt i håndjern!. Jeg var fundstændig desorienteret. Betjentene sagde, at de havde fået instruks om at køre mig til Randers, hvor jeg skulle indlægges på psykiatisk hospitals lukkede afdeling pga. diagnosen: mani!
De var ikke blevet informeret om, at jeg havde skiftet bopæl og nu boede i Hvidovre.
Efter en rum tid, hvor de talte med politigården, meddelte de mig, at jeg i stedet skulle køres til Glostrup og der indlægges på psykiatisk hospitals lukkede afdeling.
Det var en skam for overlægen på hospitalet i Randers, som heller ikke kendte mig, men som alligevel ikke tøvede med at underskrive en “arrestordre” (gult kort) iværksat af min praktiserende læge i Langå, som ikke havde noget belæg for sin forkerte diagnose (herom senere). Det skulle senere vise sig, at han forinden også havde talt med min hustru.
Desuden brugte min praksiserende læge psykiateren i Århus til supervision. 3 personer som alle kendte hinanden godt – ringen var sluttet og “løkken lagt omkring min hals”.
Nu skete der imidlertid noget, som fuldstændig ændrede det hele. Det var efterhånden blevet nat. Jeg blev indsluset på den lukkede afdeling i Glostrup. I sig selv en væmmelig erfaring blandt eksistenser med langt alvorligere tiltaler.
Næste dags formiddag blev jeg på skift udspurgt om mit liv og gerning af 2 kvindelige overlæger. Efter dette “forhør” blev jeg bedt uden for døren, medens de konfererede.
De meddelte mig efterfølgende, at de ikke fandt nogen indikation for mani. Og jeg blev “løsladt” en time senere.
Som afslutning på denne triste forhistorie et par afsluttende bemærkninger:
Den praktiserende landsbylæges diagnose var åbenlys helt forkert. Alligevel blev den underskrevet af en overlæge, som aldrig havde truffet mig. Og så var der de brudte tavshedsløfter fra disse læger.
Jeg indklagende sagen, men fik ikke medhold. Begrundelsen var, at sådanne diagnoser: “altid hviler på et skøn”.
Tilbage til økonomien. Jeg begærede skilsmisse. Min hustru havde ansvar for bogholderiet.
Hun forlod firmaet med 14 dages varsel og efterlod mig magtesløst, da jeg havde ansvar for salget og ikke kendte til den software eller de rutiner, hun brugte.
Min nervesvækkede tilstand blev gradvis dårligere. Jeg var i firmaet i døgndrift. Telefonerne kimede ustandsligt. Sov på gulvet og fik ikke noget ordentligt at spise. 6 uger senere var det slut. Jeg gik fuldstændig i ‘sort' pga. stress. Jeg var total uarbejdsdygtig uden udsigt til en kortfristet bedring. I samråd med min advokat, måtte jeg lukke min virksomhed og dermed hele mit eksistensgrundlag.
Jeg fik betalt alle mine firmakreditorer ud inden lukningen.
En konkurs kunne alligevel ikke undgås pga. af et krav fra Skat og underholdsbidrag som “belønning” for min hustru's ideer og til stor skade for mig og mit firma. (Hvad hun egentlig ville opnå med det hele, ved jeg den dag i dag ikke).
Skat har eftergivet en del af min gæld. Resten afdrager jeg hver måned og forventer at være færdig i juni 2015. Det faste månedlige beløb trækkes via betalingsservice.
Min erfaring og mit råd til andre er: Betragt gæld som lidt af en udfordring og en æressag at få afviklet. Ikke som en sur pligt, man konstant er vred over at skulle betale. Det hjælper ingenting. Få eventuelt en aftale om dekort med kreditorerne. Og OVERHOLD derefter en betalingsaftale til punkt og prikke.
Skulle du i en måned få problemer pga. uforudsete udgifter eller andet – så ring og fortæl ligeud, hvad det er, der trykker. De fleste ordentlige kreditorer er også i en sådan situation til at tale med. Som oftes vil det bare ende med en AFTALT forlængelse af betalingsperioden.
Men det er helt afgørende, at du RINGER OG FORTÆLLER LIGEUD, hvad du har et problem med (ikke noget med email eller brev). Det skal være ‘face to face' i telefonen.
Jeg er 65 år idag og er nu på pension. Der har været mange sten på min vej, siden jeg som 30-årig startede min virksomhed. Jeg har haft store gældsposter, som alle er afdraget til sidste øre. Og det har der stået stor respekt om. Til gavn for min kreditværdighed efterfølgende.
Så på det punkt, kan du roligt lytte til mit råd.
Glem størrelsen af gælden fuldstændig. Vær tålmodig og afdrag den efter et fast skema. Helst månedligt og automatisk (betalingsservice).
Du vil opdage 2 ting:
Den ene er, at du efterhånden vænner dig til denne faste udgift, og at du ved, at gælden konstant bliver mindre og mindre “uden at du skal gøre noget”! Men glem gældens størrelse. Så bliver du bare deprimeret. Den anden ting er, at du i kreditors øjne bliver mere og mere kreditværdig, efterhånden som gælden afvikles. Der står stor respekt om den, der overholder en aftale.
